Syv linjers lyrik om, hvad påske egentlig er.

Det er, hvad folkekirken i år har fået indrykket i aviser landet over i et forsøg på at forklare påsken på en så pædagogisk måde, at alle forstår det.

Men flere præster undrer sig over den. Den nævner eksempelvis ikke Jesu opstandelse med ét eneste ord.

»Det er alt for uambitiøst. Der er da meget mere at sige. Påsken handler om opstandelsen, og at Kristus var rede til at betale den højeste pris for at skaffe os en plads i Guds rige. Det kunne de have skrevet,« siger Jens Ole Christensen fra Fredens-Nazaret kirker i København til Kristeligt Dagblad.

Han – og flere andre præster landet over – mener også, at der burde været langt mere at sige om den årstid, der er kirkens vigtigste.

Annoncen, der er trykt i Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Jysk Fynske Medier, ser sådan ud:

'Påske er, at livet altid løber i forvejen.
Når du halser af sted med hudsult og håndsprit
hjemmeskole og åndenød
så er livet altid forude.
Og se, i dag vender han sig om
og smiler til dig.
Så er det påske.'

En anden præst angriber den for at tage lidt for let på nutidens problemer med coronakrisen og for at være 'smart i en fart'.

Det er folkekirkens 10 biskopper, der står bag annoncen, men det er præst ved Godthaabskirken på Frederiksberg, Kirsten Jørgensen, der har skrevet teksten.

Hun vil kalde det en lyrisk fortolkning frem for et digt.

Derudover mener hun, at det er et holdningsspørgsmål i forhold til, hvor direkte man skal være. For selv om hun ikke nævner Kristi opstandelse med ord, så handler annoncen stadig om netop det.

»Min opgave har været at formulere noget, som kan give en mening og en betydning til det, der er essensen i påsken. Uden at det bliver for indforstået og dogmatisk. Og essensen, det er Kristi opstandelse, selvfølgelig,« siger hun til Kristeligt Dagblad.