Høj forekomst af RS-virus hos små børn kan ifølge læge hænge sammen med nedsat immunitet og udlandsrejser.

Der er usædvanligt mange små børn, der får konstateret luftvejsinfektionen RS-virus i øjeblikket.

Alene i sidste uge blev der påvist 510 tilfælde, skriver Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

Det er usædvanligt, for RS-virus er normalt noget, der florerer om vinteren.

- Det viser to ting: Dels at smitten lige nu kan være betydeligt mere udbredt end under den normale sæson om vinteren.

- Dels at lægerne skal være særlig opmærksomme på RS-virus og sikre sig, at patienterne bliver testet, hvis de har symptomer på virussen, siger afdelingslæge Lasse Skafte Vestergaard, SSI.

Siden midten af maj er der konstateret 1734 tilfælde af RS-virus herhjemme.

De fleste hos børn mellem ét og tre år.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor der er usædvanligt mange tilfælde af RS-virus i Danmark lige nu. Men det samme billede ses i flere andre lande.

Det kan ifølge SSI hænge sammen med, at samfundet nu er genåbnet.

Dermed har også RS-virus bedre muligheder for at sprede sig.

- En mulig forklaring kan være, at det er en effekt af, at man for nylig har åbnet landet igen efter nedlukningen og restriktionerne under covid-19-epidemien.

- Og at der derfor er flere, som rejser, siger Lasse Skafte Vestergaard.

På børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital kan man mærke stigningen i RS-tilfælde blandt børn.

- Vi har cirka lige så travlt nu som i de allertravleste vintermåneder, siger overlæge Klaus Birkelund Johansen.

De allermindst børn, der rammes af RS-virus, risikerer i særlig grad at få et alvorligt forløb. Og en del af dem indlægges på børneafdelingerne.

- Vi ser en del indlagte af de helt små børn mellem nul og seks måneder. Og en del af dem ender med behov for luftvejsstøtte. Så det er en alvorlig tilstand hos de helt små, siger overlægen.

Han deler seruminstituttets vurdering af, at det formentlig er genåbningen af samfundet, der har ført til en opblomstring af smitten.

- Vi har levet adskilt grundet coronarestriktionerne, og dermed har børn ikke været udsat for RS-virus, sådan som de normalt ville have været.

- Nu hvor samfundet er genåbnet, og vi har mere kontakt med hinanden, så er der også større mulighed for smitte, siger han.

Der er ifølge overlægen god grund til at tage særlige forholdsregler, hvis man er forældre til helt små børn.

- Det gode råd, særligt når det gælder børn mellem nul og tre måneder, er at undgå kontakt til andre med symptomer. Lad være med at tage barnet med til familiefester eller med ned i storesøsters børnehave for at vise det frem, siger han.

/ritzau/