Under to procent af den danske befolkning har været smittet med coronavirus.

Sådan lyder de første resultater af en undersøgelse af smittede danskere blandt hele befolkningen.

Det fremgår af et nyt notat fra Statens Serum Institut (SSI), som B.T. er i besiddelse af.

»Undersøgelsen bekræfter, at der har været en meget lav grad af smitte i Danmark,« siger professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.

I undersøgelsen er 1.071 tilfældigt udvalgte voksne danskere fra hele landet blevet testet for antistoffer mod Covid-19 ved hjælp af en blodprøve.

Ud af de lidt over 1.000 testede er 12 personer testet positiv for antistoffer. Det svarer til 1,1 procent af befolkningen: cirka 64.000 personer.

Når SSI medregner usikkerheden for beregningerne, vurderer instituttet, at mellem 0,5-1,8 procent af danskerne har været smittet.

'Af de foreløbige resultater tyder det på, at få procent (0,5%-1,8%) af den danske befolkning har haft Covid-19-infektion,' står der i notatet.

Det er sendt til Folketingets partier forud for de politiske forhandlinger, der begyndte onsdag eftermiddag.

Her skal partilederne blive enige om nye planer for genåbningen af samfundet.

»Politikerne kan tænke over, at vi har en befolkning, der stadigvæk er fuldt ud modtagelig for den her epidemi. Vi er ikke kommet i nærheden af noget, der minder om flokimmunitet,« siger Allan Randrup Thomsen og tilføjer:

»Hvis epidemien får fat igen, vil den virke som en ny epidemi. Det er bagsiden af vores meget effektive strategi med nedlukning.«

SSI understreger, at de foreløbige resultater skal fortolkes med forsigtighed.

Det skyldes, at man indtil videre kun har testet personer med bopæl i København, Aarhus, Aalborg, Næstved og Odense samt deres tilgrænsende kommuner, i alt 30 kommuner.

I de fem byer er de famøse hvide test-telte sat op, og det er her, at testningen for antistoffer finder sted.

Desuden vil eksperterne fra instituttet gerne nå op på 6.000 personer for at opnå den ønskede præcision.