»Vi bliver nødt til at lave en kontrolleret genåbning i faser, fordi der kan gå op til fire uger, før vi kan se effekten af en genåbning. Vi kan ikke åbne alt på én gang.«

Sådan lød det klare budskab fra statsminister Mette Frederiksen (S) for bare to uger siden.

Det betyder, at vi slet ikke kender smitteeffekten af genåbningen af f.eks. storcentre, caféer og restauranter endnu, fordi symptomerne på corona først viser sig op til to uger efter, vi er smittet.

Alligevel tog Mette Frederiksen og de andre partiledere onsdag hul på forhandlinger om yderligere genåbning.

Efter maratonforhandlinger blev partierne enige om en aftale kl. 23:30 onsdag. Her kom de frem til, at kulturlivet og zoologiske haver kan åbne med det samme, mens bl.a. højskolerelverne og 1. og 2. g'erne kan komme tilbage på skolebænken om en uge.

Mette Frederiksen nikkede til den udvidede genåbning, selv om vi slet ikke kender smitteeffekten af gæster på f.eks. restauranter og caféer, som åbnede i mandags.

»Med det materiale, vi har liggende foran os nu, så er der rum til at åbne mere op. Men det er forbundet med rigtig stor usikkerhed. Især når vi kommer længere hen på sommeren, hvor der reelt ikke er nogen, som kan love, at vi stadig står på det gode sted, hvor vi står i dag,« sagde Mette Frederiksen, lige inden hun gik ind til forhandlingerne onsdag.

»Vi har genåbnet Danmark gradvist i mere end en måned, og vi kan se, at smitten ikke kommer ud af kontrol. Men at åbne det hele på en gang vil medføre en kæmpe risiko,« advarede statsministeren.

Morten Østergaard (RV), Josephine Fock (ALT), Alex Vanopslagh (LA), Pernille Vermund (NB), Pernille Skipper (EL), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Søren Pape Poulsen (KF), da statsministeren holder doorstep om fase 2 af genåbningen af Danmark efter Regeringen og partilederne har mødtes til de afsluttende forhandlinger på Marienborg, nord for København, torsdag den 7. maj 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Morten Østergaard (RV), Josephine Fock (ALT), Alex Vanopslagh (LA), Pernille Vermund (NB), Pernille Skipper (EL), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Søren Pape Poulsen (KF), da statsministeren holder doorstep om fase 2 af genåbningen af Danmark efter Regeringen og partilederne har mødtes til de afsluttende forhandlinger på Marienborg, nord for København, torsdag den 7. maj 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Professorer og virologer har gang på gang understreget, at man bliver nødt til at vente omkring fire-fem uger, før man kan se den fulde smitteeffekt af de genåbninger, som politikerne beslutter.

»Vi har kontrol over coronasmitten nu, men vi ved heller ikke, hvad den store genåbning den seneste halvanden uge reelt har betydet for smitten. Det ved vi først om et par uger,« siger Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør i Statens Serum Institut (SSI).

»Man skal passe meget på med at åbne en hel masse meget hurtigt uden at kende effekterne af den seneste genåbningsfase,« siger han.

Den tidligere direktør for Seruminstituttet understreger dog, at SSI’s beregninger er så usikre, at det nu er en politisk beslutning, hvor meget man tør at åbne.

Når Mette Frederiksen og de andre partiledere har fået mod på at åbne mere allerede nu, er det fordi, at smittespredningen nu er så lav, at det sandsynligvis ikke giver eksplosioner i smitten at åbne mere.

Det er i hvert fald prognosen i en rapport, som SSI har udgivet onsdag.

SSI vurderer, at Danmark bl.a. kan åbne kulturlivet, zoologiske haver, højskoler og indendørs idræts- og foreningsliv den 1. juni, uden at coronasmitten overbelaster hospitalerne.

Men usikkerheden i beregningerne er så store, at de ikke alene kan danne grundlag for en genåbning, pointerer SSI i rapporten.