I denne weekend livede nattelivet efter halvandet års slumren op igen i Odense. Der var budt op til dans på byens natklubber og odenseanerne havde i den grad kridtet danseskoene.

Også René Aabo Clausen, der er formand for Natteravnene Odense, snørede vandreskoene og forberedte sig på en sen gåtur i et igen levende natteliv. Men alt var bestemt ikke, som det plejede at være.

Faktisk var det som om, at hele nattelivet var vendt på hovedet.

»Både fredag og lørdag gik jeg den sene tur fra klokken 2 til klokken 5, og det er som regel på det tidspunkt, at der er allermest gang i nattelivet. Men det var som om, at folk var gået hjem,« fortæller René Aabo Clausen og tilføjer:

»Klokken fire lå byen nærmest øde hen.»

René havde ellers en klar forventning om, at odenseanerne efter halvandet år uden klistrede dansegulve og pulserende musik fra DJ-pulten ville feste igennem.

Og selvom Fyns Politi da også havde en del at se til, så beskriver natteravnen egentlig weekendens natteliv som roligt.

»Det har virkelig forandret sig meget. De dørmænd, jeg snakkede med, fortalte, at folk drak sig fulde hurtigt, blev trætte og så gik de simpelthen tidligt hjem,« siger René Aabo Clausen.

Natteravnsformanden tror, at det nye natteliv både skyldes en ny ædfærd efter en tid, der har været præget af restriktioner, men at man også skal huske, at der i mellemtiden er kommet to nye generationer til, som nu er begyndt at gå i byen.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at de nye generationer drikker mindre end de forrige, men det virker til, at de er en anelse mere bevidste om dem selv og deres handlinger,« siger René Aabo Clausen.

Men uanset hvad årsagen er, så var det klart for Natteravnene, at odenseanerne altså nu går tidligt i byen – og tidligt hjem.

Natteravnene i Odense oplevede, at odenseanerne tog tidligt i byen og tog tidligt hjem igen. Foto: Natteravnene i Odense.
Natteravnene i Odense oplevede, at odenseanerne tog tidligt i byen og tog tidligt hjem igen. Foto: Natteravnene i Odense.

»Det bliver spændende at følge med i nattelivets udvikling den kommende tid. For det er ikke til at sige, om det igen falder tilbage i den gamle rille, eller om vi virkelig står over for en helt ny måde at gå i byen på,« siger René Aabo Clausen.