»Jeg kastede op og lagde mig ned på gulvet og skreg og skreg og skreg.«
Den skæbnesvangre dag i november sidder stadig dybt i Simona Chira.
Ingen havde set det komme, at den store, stærke mand, hendes klippe og trygge havn, skulle ende afkræftet og ude af stand til helt basale ting.
Og dog.
Simona Chira havde nemlig en konstant frygt for, at præcis dét, der udspillede sig 10. november 2020, en dag skulle ske. Hun kendte godt til Patrick Teicherts livsstil.
Det her er historien om at jagte det ideelle spejlbillede – og betale den ultimative pris.
Simona havde længe været fascineret af plastikkirurgi. Hun syntes, det var utroligt, hvad det kunne gøre ved selvtilliden.
Efter et større vægttab fik hun lavet en maveskindsopstramning. Derefter fulgte to graviditeter, som gjorde, at hun ikke længere var tilfreds med de bryster, hun så i spejlet, så hun fik en brystforstørrende operation. Efterfølgende blev det til blandt andet filler i læberne og facader på tænderne – et såkaldt Hollywood smile.
I 2016 mødte hun Patrick Teichert, og han vendte hendes liv fuldstændig på hovedet. Simonas tilværelse var uden megen livsglæde, men ind bragede den karismatiske Patrick med godt humør og store, omfavnende arme.
»Efter jeg mødte Patrick, var det, som om jeg blev hel. Jeg blev et andet menneske og fik nogle andre værdier. Vi plejede at grine fra morgen til aften, fordi Patrick var det sjoveste menneske. Vi lavede altid noget sjov og spas.«
Men det var ikke kun Patrick, der gav Simona et nyt liv. Også gennem Simona fik Patrick øjnene op for en ny verden. Han kunne nemlig se på hende, hvad kosmetiske indgreb gjorde for hendes selvtillid.
Patrick syntes, han havde en bred næse, som blev endnu bredere, hver gang han smilede. Simona kunne godt se, hvad han mente, og bakkede ham op i hans beslutning om en næseoperation.
Patrick var også ked af sine tænder – de lignede hugtænder, syntes han. Ligesom Simona fik han også lavet et Hollywood smile i overmunden, og derudover fik han blandt andet også en skægtransplantation.
Livet så lyst ud for parret. De blev forlovet, planlagde drømmebrylluppet og tog også på udlandsture sammen for at få lavet skønhedsoperationer.
Simona var glad for at have mødt sit livs kærlighed. Sin store, stærke mand.
Men det var ikke omkostningsfrit, at Patrick kunne omfavne Simona med kæmpe store arme. Selvom fritidsbodybuilderen trænede meget, så skyldtes det også steroider, at Patrick havde fået så store muskler.
Simona vidste godt, at steroider kan være farlige. Derfor udviklede hun en angst for, at det en dag skulle rive Patrick fra hende. Hver gang hun kørte på motorvejen og blev overhalet af en ambulance med udrykning, ringede hun op til Patrick for at sikre sig, at han var okay. Eller hun kunne stå op om natten og røre ved ham for at tjekke, at han stadig trak vejret.
»Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg græd og sagde, om han ikke nok ville stoppe.«
Angsten for at miste Patrick fyldte alt. Og den blev ikke mindre, da Patrick en dag fortalte, at han ville til Tyrkiet for at få opereret sit øjenområde og kæbeparti.
Simona tiggede og bad ham om at lade være. Både, fordi hun syntes, kæbeoperationen var unødvendig, men også, fordi hun var bange for, at der skulle ske ham noget under operationen.
Men Patrick var fast besluttet. Og Simona forsøgte at minde sig selv om, at hun heller ikke ville bryde sig om, hvis han stoppede hende i at gøre noget. Så hun tog med til lufthavnen for at sende Patrick og hans ven, der tog med derned, godt afsted.
»Hvis der sker noget, skal du bare vide, at jeg elsker dig af hele mit hjerte,« fortalte hun ham med tårerne løbende ned ad kinderne.
»Der er ingenting, der kan slå mig ud, jeg er Hulk,« forsikrede han hende.
Simona sørgede dog alligevel for at tage et billede af dem sammen. I tilfælde af, at det var sidste gang, hun så ham.
Mens Patrick Teichert var på operationsbordet i Tyrkiet, sørgede Simona derhjemme for at holde sig fuldt beskæftiget. Tankerne skulle afledes. Undervejs sendte hun flere beskeder til Patrick Teichert.
Simona snakkede i telefon med en veninde, da hun kiggede på sin mobil. Fire ubesvarede opkald fra vennen, der var med i Tyrkiet. Hun fortalte veninden, at Patrick nok måtte være vågnet nu, og lagde på for at ringe op til vennen.
»Simona, Patrick har haft hjertestop.«
Beskeden bragede ind og væltede hendes verden omkuld.
»Jeg kan slet ikke beskrive den følelse,« fortæller en tydelig berørt Simona Chira.
»Jeg kastede op og lagde mig ned på gulvet og skreg og skreg og skreg.«
Simona fik fat på en kontaktperson på det sted, hvor Patrick blev opereret. Han fortalte hende, at Patrick havde været klinisk død i 70 minutter, og at de havde gjort alt, hvad de kunne, for at redde ham.
Grundet nedsat nyrefunktion, som Patrick ikke vidste, han led af, fik han under operationen komplikationer, der resulterede i hjertestop. Da han blev tjekket op til operationen, så alle tal fine ud, men det gik galt, da kroppen lå stille i mange timer under operationen.
Simona fløj til Tyrkiet uden at vide, hvor meget af den mand, hun kendte, der ville være tilbage.
»Da jeg trådte ind, så jeg min store, stærke mand, som er tilkoblet alle mulige maskiner. Hele brystkassen var fyldt med afmærkninger fra en hjertestarter,« fortæller Simona Chira.
»Et eller andet sted havde jeg lyst til at ruske i ham og sige 'nu må du gerne vågne op'.«
Simona fik at vide, at Patrick højst sandsynligt var hjernedød.
Simona nægtede at tro på det. Det kunne simpelthen ikke passe, at hun skulle miste sit livs kærlighed.
Undervejs var der snak om at slukke for respiratoren, men Simona nægtede.
Ti dage senere blev Patrick fløjet med ambulancefly til Danmark. Her skete det mirakel, Simona havde håbet på. Patrick vågnede.
Da der begyndte at være nogle mulige tegn fra Patrick, bad Simona ham klemme hendes hånd. Og det gjorde han.
»Der begyndte jeg bare at tude af glæde,« fortæller Simona Chira.
Tiden derefter bestod af genoptræning på et bosted, og oveni tabte Patrick 35 kilo. Til sidst kom Patrick hjem at bo. Med fra lægerne fulgte et stort forbud mod nogensinde at røre steroider igen.
Simona Chira husker tiden som ét langt mareridt. Et mareridt, hun stadig føler, hun lever i.
»Selv den dag i dag kan jeg blive ved med at tænke: 'Det er godt nok en lang drøm, det her. Kan jeg ikke snart komme ud af den?'«
Der er sket meget med Patrick, siden han slog øjnene op fra sin koma. Men der er stadig lang vej – og det er helt sikkert, at han aldrig bliver den samme igen.
Han har fået en senhjerneskade. Den gør blandt andet, at han kun er i stand til at formulere korte sætninger, ligesom han skal guides til selv de mindste ting. Desuden har han problemer med sin motorik og balance.
Simona er hjemme og støtter Patrick i alt, hvad han skal bruge hjælp til. Og der er masser af tid til at reflektere over konsekvenserne af at jage det perfekte ydre.
For Simona er meldingen klar: Hun er glad for, Patrick lagde sig under kniven den dag. Det betød nemlig, at han var i hænder, der kunne genoplive ham, da han fik hjertestop – modsat hvis det var sket, da han lå hjemme og sov. Simona og Patrick har nemlig efterfølgende fået at vide, at det var et spørgsmål om tid, før Patricks nyrer ville forårsage et hjertestop.
Simonas holdning til plastikoperationer er den samme, som den hele tiden har været.
»Jeg ville ikke være bange for at gå under kniven. Der er en risiko ved alt,« fortæller hun.
»Jeg ser ingen grund til at gå igennem et helt liv og være ked af nogle ting ved sin krop, som man kan få rettet op på gennem kirurgi,« siger hun og slår fast:
»Så længe man gør det for sig selv og ingen andre.«
Patrick ser i dag noget anderledes på tingene, end han gjorde førhen. Da Simona under interviewet stiller spørgsmålet videre til Patrick om, hvorvidt han fortryder at være gået så langt i jagten på det perfekte udseende, lyder i telefonens baggrund:
»Ja. Det hele,« hvorefter Patrick bryder sammen.
Simona fortæller, at udseende og træning ikke længere er noget, der fylder for ham.
»Han vil hellere nyde hver dag med de folk, han elsker, og være taknemmelig for den ekstra chance, han har fået.«
