Kan man købe sig til det perfekte ydre? Det er et spørgsmål, der ofte deler vandene.

Daniel Guldberg gør i hvert fald forsøget.

Han har i sit 26 år lange liv været under den kosmetiske nål flere gange. Hårgrænsen er blevet snorlige, ørerne er rettet ind, og det meste af ansigtet har fået en omgang filler og Botox. Og han er slet ikke færdig endnu.

Ønskelisten tæller en næseoperation, permanent lip lift, fedtsugning, mere filler og Botox og en eventuel ekstra omgang hårtransplantation.

Næseoperationen må han dog til udlandet for at få lavet, for den har han fået afvist i Danmark.

»Da jeg kom ind til konsultation, var de allerede dér rimelig overraskede over, at jeg ville have lavet min næse, da de fleste kommer derind og har en væsentlig grimmere næse end mig,« fortæller Daniel Guldberg.

»Jeg er godt klar over, at min næse ikke er forfærdelig, eller at det er 'nødvendigt' at lave min næse, men jeg gør det heller ikke, fordi jeg føler, jeg har behov for det, men fordi det kunne gøre mig lidt flottere.«

Daniel Guldberg som han så ud, før han fik kosmetiske indgreb.
Daniel Guldberg som han så ud, før han fik kosmetiske indgreb. Foto: Privat.
Vis mere

Det er dét, der er baggrunden for alle Daniel Guldbergs indgreb, fortæller han. At få det bedre med, hvad han ser i spejlet, og få mere selvtillid.

»Det er lidt ligesom at være sin egen karakter i et Sims-spil, som du kan ændre på, på den måde du har lyst til.«

Da han i starten begyndte at blive fanget af ideen om at kreere, hvordan han ser ud, gik det op for ham, at det eneste, der holdt ham tilbage, var andre folks meninger – hvilket er noget, han ellers plejer at være ligeglad med.

»Alle, der skiller sig ud den mindste smule, bliver straks dømt, bare fordi de rent faktisk tør gå en vej, andre ikke gør. Hvis jeg er glad, når jeg får lavet et kosmetisk indgreb, hvorfor så ikke lade mig være det?«

Daniel Guldberg er langtfra den eneste dansker, der lægger sig under kniven i jagten på et forskønnet udseende. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der i 2018 var 2.853 kvinder, der fik en brystforstørrende operation. Det er en syvdobling siden 2005, hvor 403 fik operationen.

Daniel Guldberg under en hårtransplantation.
Daniel Guldberg under en hårtransplantation.
Vis mere

Men selvom et stigende antal danskere får ændret i deres udseende, er der også nogle, der går den helt anden vej.

Lene Bull Christiansen er forsker i kropskultur og feminisme. Hun fortæller, at der lige nu hersker to tendenser i samfundet, som trækker i hver sin retning. Den ene, nyere, tendens går imod skønhedsidealerne og har fokus på større diversitet og mindre forsøg på at perfektionere ens udseende.

Den anden er en noget ældre tendens, som er båret af kendisser og influencere som eksempelvis Kardashian-Jenner-klanen. Her handler det om at perfektionere sit udseende ved hjælp af kosmetiske indgreb.

Daniel Guldberg fortæller, at han er villig til at gå relativt langt for at blive tilfreds med, hvordan han ser ud – så længe det ikke bliver decideret livsfarligt.

»Jeg ved godt, der er mange, der siger, at når man går i gang med sådan nogle indgreb her, så bliver man aldrig rigtig tilfreds og finder altid en ny ting at rette,« siger han og fortsætter:

»Men jeg har dog en velfungerende hjerne og en god realitetssans, så jeg ved godt, hvornår nok er nok.«

Daniel Guldberg har flere gange fået Botox og filler i ansigtet.
Daniel Guldberg har flere gange fået Botox og filler i ansigtet.
Vis mere

For nylig har plastikkirurger i flere lande advaret om, at skønhedsidealerne har taget en drastisk udvikling, hvor det er et mere og mere ekstremt udseende, folk efterspørger.

Særligt er det én befolkningsgruppe, der er påvirkelig overfor skønhedsidealerne, fortæller Lene Bull Christiansen.

»Jo yngre man er, jo mere påvirkelig er man. Man har ikke den levede erfaring med, at ens udseende måske ikke betyder alt i denne verden.«

Selvom Lene Bull Christiansen overordnet er optimistisk omkring, hvordan skønhedsidealerne vil udvikle sig, fordi hun mener, at ideen om perfektionering er på tilbagetog, er der også noget, der vækker bekymring hos hende.

Hun fortæller, at for nogle mennesker vil ideen om perfektionering sætte sig på samme måde, som ideer om slankekure kan drive nogle mennesker ind i spiseforstyrrelser.

»Så jeg er da sikker på, at der stadig er nogle, der kan komme i klemme i det her, og det synes jeg da er bekymrende.«

Sådan ser Daniel Guldberg ud i dag - men han er langt fra færdig med kosmetiske indgreb.
Sådan ser Daniel Guldberg ud i dag - men han er langt fra færdig med kosmetiske indgreb.
Vis mere

Selv kan Daniel Guldberg også godt være bange for, om det ender for ekstremt for ham, selvom han overvejer alt, han får lavet, meget grundigt.

»Tanken har da helt klart strejfet mig, og jeg ville virkelig blive knust, hvis jeg en dag lige pludselig lignede noget, jeg slet ikke kunne identificere mig som,« fortæller han.

»Jeg føler umiddelbart ikke, det har taget overhånd for mig, selvom det godt kan virke lidt ekstremt, da jeg ikke ser på det på samme måde som mange andre.«