Måske har du bemærket, at der er ukrudt på gader og stræder i Aarhus for tiden.

Det er du ikke ene om. Og der er faktisk en særlig grund til det. Kim Gulvad Svendsen, driftschef i Teknik og Miljø, forklarer, at ukrudtet på Aarhus' fortove og pladser vokser mere vildt i år end normalt.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Det skyldes, at ukrudtet og alle andre planter har haft usædvanligt gode vækstvilkår denne sommer på grund af masser varme og vand.

»Vi kan ikke mande op og ned efter vejret. Derfor er det rigtigt nok, at nogle steder kommer til at se langhårede ud, inden vi når frem til dem,« siger Kim Gulvad Svendsen til Aarhus Stiftstidende.

»For vækstsæsonen har været helt utrolig i år. For eksempel har vi til tider ikke kunnet følge med på boldbanerne, selv om vi kører med græsklipperne hele tiden.«

Aarhus Kommune bruger ikke sprøjtemidler til at bekæmpe det vildtvoksende ukrudt, i stedet bliver det brændt.

Derfor er det også svært for dem at følge med de steder, der er flisebelagte, som det eksempelvis er ved havnefronten.

Her kan kommunen nemlig ikke køre med større køretøjer for at holde ukrudtet nede, og derfor skal de bruge ekstra ressourcer på at holde ukrudtet væk her.