»Det er rigtig øv. Hvis vi mister kunder på grund af det her, frygter jeg, vi må lukke og slukke.«

Fødevaresikkerheden har trange kår på en række københavnske thairestauranter.

Fælles for dem alle er, at de tilhører én og samme kæde.

»Det er sjældent, at en hel kæde har så mange problemer,« siger chefen for Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark, til B.T.

Ejeren er nu så frustreret, at hun overvejer at kaste håndklædet i ringen.

»Jeg orker nærmest ikke mere. Det har fået mig på andre tanker om at skille mig af med dem,« siger Juthamanee Sawangwong.

Hun står i spidsen for Jasmin Rice, som ligger på henholdsvis Nørrebro, Amager og i Brønshøj.

De har alle fået sanktioner på tre af de seneste fire kontrolbesøg – i form af sure smileys og indskærpelser.

Blandt andet på grund af dårlig rengøring, kritiske temperaturoverskridelser og manglende muligheder for håndvask.

Fødevarestyrelsen har derfor placeret alle thaikædens restauranter på en særlig liste over 'virksomheder med dårlig regelefterlevelse'.

»Det er det, vi kalder brodne kar. Det er bemærkelsesværdigt, at det gælder for samtlige af kædens restauranter,« siger Michael Rosenmark.

Det mest grelle eksempel er Jasmin Rice på Jagtvej på Nørrebro.

Takeaway-restauranten fik i sidste måned sin tredje sure smiley i træk, fordi den var møgbeskidt.

Restauranten blev derfor politianmeldt af Fødevarestyrelsen, hvilket også var tilfældet på det forrige kontrolbesøg.

»Det kan ikke fortsætte i en evighed,« siger rejseholdschef Michael Rosenmark.

Under kontrolbesøget fandt Fødevarestyrelsen massive belægninger af fedtstof i loft og udsugning i køkkenet, og der var tydelig dråbedannelse af fedt fra loftet.

Dertil var der støv og spindelvæv på både gulv og loft i et lagerrum i kælderen, fremgår det af kontrolrapporten.

Juthamanee Sawangwong er skuffet over, at det er nået så vidt.

»Det er ikke i orden, og jeg er virkelig ked af, vi har fået de her sure smileys. Der er overhovedet ingen undskyldning for, at tingene ikke er, som de skal være. Det er slet ikke vores standard,« siger hun.

Ikke nok med, hun er politianmeldt, hun skal også betale en bøde på 10.000 kroner, fordi hendes anden thairestaurant på Amagerbrogade ligeledes dumpede et kontrolbesøg i sidste måned.

Fødevaresikkerheden har flere gange haltet på Jasmin Rice. Her er det kædens restaurant på Amagerbrogade i København. Foto: Google Street View
Fødevaresikkerheden har flere gange haltet på Jasmin Rice. Her er det kædens restaurant på Amagerbrogade i København. Foto: Google Street View
Vis mere

Fødevarestyrelsen slog ned på, at temperaturen var alt for høj i et køleskab, hvor mere end 40 kilo kød og fisk lå opbevaret.

»Der en risiko for, at folk bliver syge, når letfordærvelige fødevarer opbevares for varmt,« siger Michael Rosenmark.

Juthamanee Sawangwong forklarer, at det skyldes et uheld.

»Vores kødkøleskab gik i stykker i løbet af natten. Det var jeg ikke herre over. Jeg kasserede alt kødet med det samme,« siger hun.

Michael Rosenmark oplyser, at Fødevarestyrelsen fremadrettet vil gennemføre skærpede kontroller på Jasmin Rice med to tilsynsførende i stedet for én.

»Vi har mulighed for at gå ekstra hårdt til dem og følge dem tættere. Vi kommer igen, indtil de retter op. Hvis ikke de gør det, fordobler vi bøderne,« siger Michael Rosenmark.

Jasmin Rice skal dertil betale gebyr for de ekstra kontroller.

Startgebyret ligger på cirka 1.700 kroner, hvis tilsynet er en opfølgning på en sur smiley, og cirka 300 kroner hvis det er på baggrund af en indskærpelse – det samme som en mellemglad smiley.

Yderligere skal Jasmin Rice betale et grundgebyr på 519 kroner pr. påbegyndt kvarter, som de tilsynsførende bruger på kontrollerne.

En økonomisk hovedpine for Juthamanee Sawangwong.

»Jeg har været igennem en hård tid. Vi har været hårdt ramt under corona og nu også med prisstigninger på fødevarer,« siger hun.

Dog ser hun frem til kontrolbesøgene og har et håb om, at det kan medføre glade smileys.

»Vi har fået rettet op, og jeg har ringet til Fødevarestyrelsen og rykket dem for at komme på besøg igen. Vi går meget op i, at kunderne får det bedste af det bedste,« siger Juthamanee Sawangwong.

B.T. har tidligere fortalt, at 80 københavnske fødevarevirksomheder ligger på listen over 'virksomheder med dårlig regelefterlevelse', også kaldet VDR.