Mens coronarestriktionerne har tvunget mange danske erhvervsdrivende til at holde deres butikker lukket, føler Sarchar Leone sig tvunget til at bryde loven og åbne sin salon i Nyhavn i København.

Det gør hun fra på mandag.

»Jeg er grædefærdig. Jeg må jo arbejde, så min søn kan få noget at spise. Jeg har jo ikke noget valg,« siger alenemoren Sarchar Leone, der ikke kan få hjælpepakke og i forvejen må leje to værelser ud i sin lejlighed for at få det til at hænge sammen.

Her kan kunder komme ind og blive klippet, men kun én kunde ad gangen og med låst dør, så folk fra gaden ikke kan komme ind.

Det er dog ikke lovligt at have åbent på mandag, men det er ikke kun blevet modtaget positivt fra folk.

»Jeg elsker mit arbejde, men i dag har jeg angst og bliver udskældt og peget fingre af. Det er svært at skulle gå på arbejde og samtid føle sig kriminel for at udføre det, selvom jeg ikke har et valg. Folk peger fingre og siger, det er min skyld, hvis ældre mennesker dør.«

Når Sarchar Leone åbner sin butik på mandag, risikerer hun at få en bødestraf. Men skulle politiet komme og banke på med sådan en i hånden, har hun dog hverken tænkt sig at lukke dem ind eller betale bøden.

Sarchar Leone er nemlig imod restriktionerne og mener, at hun sagtens kunne holde åbent.

»Jeg har låst min dør, og politiet kommer ikke ind. Staten bør ikke bestemme, om jeg skal arbejde. Det burde være mit eget valg. Jeg har kun én kunde ad gangen. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne tage kunder ind,« siger Sarchar Leone.

Sarchar Leone føler sig også tvunget til at bryde loven på mandag, fordi hun blandt andet ikke kan få en økonomisk hjælpepakke.

Før corona arbejdede den 43-årige salonejer nemlig kun 20 til 30 timer om ugen, for at kunne bruge så meget tid med sin femårige søn som muligt, og det betyder ifølge Sarchar Leone, at hun ikke har tjent nok det foregående år til at blive kompenseret.

»Jeg har tabt rigtig mange penge på det her (corona, red.). Hvis jeg ikke arbejder, vil jeg miste alt, jeg har. Bogstavelig talt. Jeg føler mig magtesløs,« siger Sarchar Leone.