Den nye vært på programmet 'Luksusfælden', Louise Fredbo-Nielsen, ved bestemt, hvad hun taler om, når hun fremover skal råde familier ud af økonomiske kriser.

Hun har nemlig selv stået i lidt af en økonomisk klemme, hvor hun ikke kunne styre sin økonomi.

Louise Fredbo-Nielsen havde et stort forbrug og brugte en masse penge på blandt andet ferier og fester. Problemet var bare, at det var penge, som hun ikke havde.

»En aften for nogle år siden, hvor jeg stod i Kødbyen med endnu en sjov drink i hånden, gik det op for mig, hvor mange penge jeg brugte på fest og ballade. Og det var penge, som jeg faktisk ikke havde. Jeg fik de vildeste moralske tømmermænd og ringede dagen efter til min mor,« siger Louise Fredbo-Nielsen til Sjællandske Medier.

Louise Fredbo-Nielsens mor gik med til at lave en afdragsordning til sin datter, hvor Louise Fredbo-Nielsen lånte nogle penge for at få lappet hullet på kontoen, som hun efterfølgende betalte tilbage.

Men ud over at få lappet hullet på kontoen fik Louise Fredbo-Nielsen sig en aha-oplevelse og svor, at hun aldrig ville derud igen.

Hun gav sig selv et halvt år til at lære alt om penge og forvaltning af dem. Hun fik styr på budgetter, pension, hverdagsøkonomi og endda også investeringer.

Ifølge Louise Fredbo-Nielsen giver hendes oplevelse med selv at sidde fast i økonomisk kviksand hende en bedre mulighed for at forstå deltagerne i 'Luksusfælden'.