Nogle får et kick ud af at få negativ opmærksomhed, mens andre kæmper så indædt for en sag, at det kan virke nødvendigt at svine modstanderne til.
Det er en myte, at internettroldene bare er gamle, sure tabertyper, der i ly bag skærmen skriver grimme ting til kendte mennesker som tv-værten Janni Pedersen, der i årevis har modtaget hadefulde beskeder.
Nu ved vi mere om, hvem der sidder bag skærmene og skriver grimme ting til og om andre – og hvorfor de gør det. Men hvad gør vi ved det?
'FÅ NU FJERNET DEN MEGA VORTE PÅ HØJRE KIND – på forhånd tak.'
Beskeden står forstørret på tv-skærmen.
'Janni er den mest selvglade person. Det er godt, hun er kommet væk fra 'Go' morgen'. Hun skulle altid kloge sig, og hendes tøjsmag er forfærdelig. Find en hårstil, der kan dække den høje pande,' står der i endnu en forstørret boks på skærmen.
Janni Pedersen og Lasse Sjørslev er aftenens værter på 'Go' aften Live', og Janni læser de to beskeder højt for både Lasse og seerne. Beskederne er bare to ud af de mange henvendelser, Janni daglig får i sin indbakke og i kommentarsporet på programmets Facebook-side. Hovedparten af det, hun modtager, er af god og rar karakter, men cirka hver tiende besked er, hvad Janni selv kalder 'en grim en'.
Janni Pedersen begyndte som vært på TV 2 NEWS i 2006. Allerede dengang fik hun kommentarer om, at hun var for mager til tv, og at hun lignende en dreng med sit kortklippede hår. Siden da er strømmen af kommentarer og deciderede hadbeskeder vokset, og det er ikke længe siden, hun modtog et 'dick pic' fra en fremmed mand med teksten: 'Granny I'd like to fuck'.
I en ny rapport dykker analysebureauet Analyse & Tal ned i sproget i den offentlige debat på Facebook – og i den dertilhørende ofte hårde tone. Ifølge rapporten er lidt mere end hvert 20. indlæg, der står tilbage på mediers og politikeres Facebook-sider, et sprogligt angreb, altså en stigmatiserende, nedsættende, krænkende, stereotypiserende, ekskluderende, chikanerende eller truende ytring.
Det svarer til 3,3 millioner ud af 63 millioner kommentarer siden 2019. Ud af de 3,3 millioner sproglige angreb er 1,4 procent decideret hadefulde – de resterende klassificeres som 'anstødelige'. Og det er kun det, vi offentligt kan se. Meget mere gemmer sig i indbakkerne.
For ekspert i sociale medier Katrine Emme Thielke er hadbeskeder ikke noget nyt fænomen, men et gammelt fænomen, der er eksploderet som følge af den øgede brug af sociale medier.
»Hvor vi før først skulle finde pen, papir og en postkasse, har vi nu så lynhurtige internetforbindelser, at beskeden nærmest er sendt af sted, før den er skrevet.«
»Vi har altid snakket blandt os selv og venner og måske sagt nogle grimme ting om andre. Men det er nyt, at vi gør det så meget i de offentlige, åbne rum, som Twitter, Facebook, Instagram og LinkedIn jo er. Her har det en meget større indflydelse, end hvis vi sad omkring spisebordet derhjemme. For på de sociale medier siger vi jo ikke kun tingene til vores venner, men vi siger det sådan set til alle, der overhovedet kan finde den kommentar – og det er anderledes. Det får større vægt,« siger Katrine Emme Thielke.
Da Janni Pedersen i april stod frem i 'Go' aften Live' og fortalte om de hadbeskeder, hun havde modtaget, håbede hun at nå ud til dem, der skriver de hadefulde ting, og give dem klar besked om, at de ikke får hende til at ændre, hvem hun er, eller får hende til komme Botox i 'furerne', som hun ellers er blevet opfordret til i flere af beskederne.
Men hvem er det, der griber tastaturet og beder Janni og andre om at 'fylde furerne' eller få fjernet vorten? Ifølge Katrine Emme Thielke er der ikke én type bag den voksende strøm af online hadbeskeder og ikke én grund til, at de skriver dem.
I sin research til flere bøger om adfærd på de sociale medier er hun både dykket ned i tal og i information om mennesker på den ene og den anden side af hadbeskederne. Her fandt hun frem til fire hovedårsager til, at folk sender dem: idealisme, egoisme, sadisme og tankeløshed.
De stærkeste faktorer, når det gælder hadbeskeder, er ifølge Thielke idealisme og sadisme, og det er meget vel også dem, der er den bagvedliggende årsag til hadbeskederne i Janni Pedersens indbakke.
I sin research fandt Thielke også ud af, at myten om, at det kun er lavt bemidlede, ikkeuddannede mænd, der skriver beskederne, ikke holder. For det viste sig nemlig at være både unge og gamle, begge køn og alle uddannelsesniveauer, der var afsender på de hadefulde beskeder. Og det har Janni Pedersen også opdaget.
»En dag tjekkede jeg en kvinde, der havde skrevet en grim besked til mig, og det viste sig, at hun havde haft adskillige højtstående stillinger rundtomkring i verden. Hun så virkelig sød ud og lignede lidt min mor. Jeg forstod ikke, hvorfor hun havde skrevet til mig, for jeg ville forvente, at en kvinde som hende netop ville vurdere mig på min faglighed. Det gjorde mig ked af det, fordi jeg ikke kunne forklare det med, at hun ikke vidste bedre.«
Janni Pedersen har altid gjort sit for at fremgå så neutral som muligt på tv-skærmen og har hverken makeup eller tøj på, der er iøjnefaldende.
»Jeg forsøger at være tilstræbt objektiv, når jeg sætter mig ind i studiet, og jeg deler ikke alt muligt fra min barndom. Selvfølgelig har jeg måttet dele ting om mig selv, særligt nu, hvor min mand og jeg er begyndt at skrive bøger, men jeg har altid helst villet være neutral, når jeg sad i studiet, så folk tolker mindst muligt på mine spørgsmål og det, jeg rapporterer.«
»Jeg forsøger at stille spørgsmål på vegne af de mennesker, der ikke har nogen platform. Jeg har ingen politisk farve, men min baggrund kan blive tolket ind i en politisk farve, så derfor forsvarer jeg ikke mig selv ved at dele ting, når jeg modtager hadbeskeder. I stedet forklarer jeg, hvordan det føles at modtage dem. Det gør ondt, at folk bare tror, at man er en dukke, der er blevet sat til at læse op, når virkeligheden er, at jobbet kræver, at jeg er en dygtig journalist, der sidder og arbejder journalistisk, imens vi er på skærmen. Det ramte mig, at der ikke var mere respekt for mig og mit arbejde.«
Den kamp kæmper Janni Pedersen stadig. Både med sit statement i 'Go' aften Live', men også i dagligdagen arbejder hun med sin egen og andres måder at gøre og tænke på.
»Efter vi er begyndt at tale om sexisme, har jeg tænkt på, at når jeg har oplært praktikanter og nye reportere, har jeg altid rådet dem til at finde bassen i deres stemme. Jeg har sagt til dem, at de blev for skingre og var nødt til at samle det flagrende hår, fordi det tog opmærksomheden væk fra historien. Jeg har sagt til dem, at de skulle få styr på det, der forstyrrer, for så står kun deres faglighed tilbage at kommentere på.«
»Det har jeg altid syntes var rigtigt, men så var der en af de yngre ansatte, der udfordrede mig og spurgte: 'Janni, bliver vi ikke ved med at fastholde hinanden i en stigmatiseret kasse, hvis vi bliver ved med at fortælle hinanden, at det er sådan, det er? Hvorfor kan folk ikke tåle at høre på os med den stemme, vi har? Hvorfor bruger du ordet skinger om lyse stemmer? Kvinder har ofte lyse stemmer, og folk skal vænne sig til at lytte til kvinder'.«
»Nu tænker jeg faktisk, at det er rigtigt. Hvorfor skal vi nærme os mændene i noget så naturligt som vores stemmeleje og skikkelse for at blive hørt? Jeg har rendt rundt i 20 år og sagt til de yngre kvinder, at de skulle 'finde bassen'. Måske var det forkert. Måske skal håret flagre. Måske skal vi bare vænne os til at lytte til kvinders stemmer. Måske skal vi træne seerne til, at selvom reporteren har en lys stemme, så er hun ikke nødvendigvis dum.«
Ifølge Katrine Emme Thielke kræver det en adfærdsændring på flere punkter og planer, hvis vi skal komme hadbeskederne til livs. Og det kræver arbejde for os alle, siger hun.
»Politikerne skal være bedre forbilleder, i forhold til hvordan de taler til hinanden, og hvordan de agerer i debatter. Alle medier og alle, der har en officiel side, skal være bedre til at moderere i deres egne tråde. Man skal være vært ved alle de samtaler, man selv har startet, og sørge for, at folk – i overført betydning – ikke tisser i hjørnerne.«
»Men der er også en rigtig vigtig rolle for os alle hver især, som handler om, at vi også skal tage snakken med vores venner, kollegaer og bekendte, hvis vi ser en grim kommentar fra dem. Tag snakken om, hvorfor de skriver de ting, de gør. Spørg dem, om de ville sige det til modtagerens ansigt, og om, hvad de ville sige til, at nogen skrev det om dem selv.«
»Vi skal opdrage os selv til at danne en kultur på de sociale medier, der er lige så god som den, vi har, når vi mødes på gaden, derhjemme eller på arbejdspladsen.«
