Den omdiskuterede kommunale tv-kanal ’tv-Ishøj’ bliver lagt i graven i den form, som den har i dag.

Det har et flertal i Ishøj byråd besluttet i forbindelse med budgetforhandlingerne for næste år.

Tidligere har kommunen brugt 1,6 millioner kroner om året på tv-Ishøj, der bliver produceret af kommunens kommunikationsafdeling.

Men nu bliver udgifterne til stationen beskåret med en halv million om året og med et krav om, at det skal være tydeligt, at det er kommunen, der er afsender på kanalen.

Kanalen er kommet i modvind for at forfordele borgmester Ole Bjørstorp på kanalen. Noget der fik eksperter til at kalde kanalen en ’propagandakanal’ og være i strid med loven.

Ole Wedel-Brandt er byrådsmedlem for Enhedslisten, der har krævet kanalen lukket – men selvom kanalen overlever er han alligevel glad for at kanalen beskæres med en halv million om året og, at kravene til kanalen strammes.

»Det skal ikke være en tv-station, der producerer politiske indslag på den måde, som de har gjort. Det skal være en informationskanal,« siger Ole Wedel-Brandt til DR P4 København.

Tv-Ishøj er kommunalt ejet og drevet, men fremstår med logo som en selvstændig tv-station. Det er noget af det, der skal ændres nu, siger Ole Wedel-Brandt til DR P4 København.

»Det skal vi helt klart have gjort op med, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, at dette er et kommunalt medie, og underlagt de regler, der gælder for kommunale stationer,« siger han til DR P4 København.