'De rekordhøje smittetal leder ikke til yderligere bekymring'.
Og som følge af lavere bekymring er opmærksomheden på at holde afstand og have en god hygiejne stabil eller svagt faldende for danskerne. Det viser en ny rapport fra HOPE, der undersøger danskerens smitteforebyggende adfærd og opfattelser.
Og her konkluderes det, at til trods for rekordhøje smittetal over julen og nytåret 2021, har danskerne fået et mere afslappet forhold til corona.
»Jeg havde faktisk ikke troet, at bekymringen ville falde i denne uge, fordi indlæggelsestallene steg i sidste uge. Derfor havde jeg en forventning om et stabilt bekymringsniveau. Men der har jo også været en række opløftende nyheder om omikron, som folk tydeligvis har taget til sig.«
Det fortæller Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af forskningsprojektet HOPE.
Lige under halvdelen af danskerne svarer nu, at de ikke opfatter coronavirus som en trussel mod det danske samfund. Og ifølge rapporten kan der være to årsager:
Først og fremmest at indlæggelsestallene ikke er steget i samme takt sin smitten. Og derudover har nyhedshistorierne om, at omikron generelt leder til mildere sygdomsforløb haft stor fokus.
Men vil den faldende bekymring resultere i, at folk vil begynde at slække på coronarestriktioner og anbefalinger?
»Hvis bekymringerne er lave, så vil jeg også tro, at man vil kunne se nogle, der slækker lidt på regler og måske tager ud og handler en enkelt gang, mens de har corona. Overordnet set vil det formentlig være den vej, det går, hvis bekymringen falder,« forudsiger Michael Bang Petersen.
Han påpeger dernæst det punkt i rapporten, han synes, er interessant at kigge på.
»Til trods for, at det har været nytårsaften, var der i sidste uge lav social aktivitet på niveau med en hård nedlukning. Og det har ikke været, fordi folk har været mere bekymrede, men fordi folk har holdt ferie og slappet af – og alligevel har smitten været rekordhøj,« siger professoren og fortsætter:
»Så smitten vil stige endnu mere de kommende uger, når der kommer gang i den sociale aktivitet igen.«

Det nævnes desuden i rapporten, at danskerne er delt op i to grupper, hvad der angår coronarestriktioner og anbefalinger.
Der er den nævnte gruppe, som er blevet mindre bekymret omkring corona. Og så er der en anden gruppe, som ønsker mere indgribende restriktioner og anbefalinger.
Og ifølge Michael Bang Petersen indikerer dette, at vi går en tid i møde med mere uenighed omkring den rette strategi.


