Heldigvis er det sjældent, man står en situation, hvor man skal yde livreddende førstehjælp.

Men i forrige uge måtte den 29-årige studerende og Bauhaus-medarbejder Henrik Juhl træde i karakter to gange inden for bare få dage.

Første gang var det en kollega, der faldt om. Det skete forrige tirsdag midt i et møde i Bauhaus i Viby.

Henrik bemærkede pludselig, at kollegaen begyndte at spænde helt op i kroppen.

Derfra gik det stærkt.

»Jeg spørger ham, om han er okay, og da han ikke svarer, løfter jeg ham op og sparker stolen væk under ham, så jeg kan lægge ham ned på gulvet,« fortæller Henrik Juhl til B.T.

I første omgang var Henrik den eneste, der reagerede på kollegaens epileptiske anfald. De andre kollegaer, der var til stede, var mere skræmte af situationen, hvilket Henrik godt forstår.

»Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer i de her situationer. Jeg vil hellere gøre noget end ingenting, men det er ikke en selvfølge,« siger Henrik Juhl, der blandt andet har erfaring med førstehjælp fra sin tid som værnepligtig i forsvaret.

Han fik lagt kollegaen i aflåst sideleje og holdt hans hoved stabilt, mens Henrik instruerede de andre i at ringe 112 og grave efter kollegaens pung i lommerne.

I et stykke tid var kollegaen ikke ved fuld bevidsthed, men da ambulancereddere ankom, fik de liv i ham, og han blev kørt med på skadestuen. Kollegaen har det heldigvis okay igen, fortæller Henrik Juhl.

Efter den voldsomme oplevelse var Henrik også meget opmærksom på de andre. Han spurgte, om de var okay, og forklarede, at det kan være meget overvældende at se.

»Det er frygteligt og aldrig sjovt at se folk i nød, men selvom min adrenalin også pumper, så tænker jeg hurtigt på andre,« fortæller Henrik Juhl.

Men en ulykke kommer sjældent alene, så bare få dage senere måtte Henrik i weekenden reagere hurtigt igen.

Han var på arbejde søndag eftermiddag, da han pludselig hørte en kunde råbe gennem butikken: »Der ligger en mand herovre!«

Det fik Henrik til at smide alt, hvad han havde i hænderne. Og så løb han.

Ved gang 27 lå der ganske rigtigt en kunde på jorden, der rystede voldsomt. Så Henrik slog igen alarm.

»Jeg råber over højttaleranlægget, at der ligger en mand på jorden.«

Flere andre kollegaer kom løbende og hjalp til, mens Henrik endnu en gang fik lagt manden i aflåst sideleje. Denne gang var det mere alvorligt, da Henrik opdagede, at manden var helt blå i ansigtet.

Luftvejene var blokerede, så det skulle gå stærkt. Henrik stak to fingre i munden på den bevidstløse mand, der bed hans fingre til blods.

Det lykkedes Henrik at skabe rum, så manden igen kunne få luft.

Da ambulanceredderne ankom, kom manden heldigvis også til sig selv igen.

»Han var ved fuld bevidsthed, da de kørte afsted med ham. Jeg er bare glad for, at han overlever, og det er til dels, fordi vi reagerede.«

Henrik Juhl er glad for, at det i begge tilfælde endte godt, og han peger på kollegaernes teamwork som den afgørende faktor.

»Det er frygtelige succeser at have haft sammen, men jeg er glad for, at de begge er gået levende derfra, og som gruppe har det styrket vores sammenhold,« understreger han.

Selv er han ikke glad for at få ros, selvom både varehuschefen, kollegaer og ambulancereddere efterfølgende har anerkendt Henriks hurtige reaktionsevne.

Nu håber han bare, at andre måske vil huske eksempler som disse og tænke, at helt almindelige mennesker godt kan gøre en forskel, når uheldet er ude.

»Det er aldrig en enkeltmandsfortjeneste, og det er godt, at flere træder til og hjælper. Og heldigvis var ambulanceredderne også hurtigt på stedet i begge tilfælde,« siger Henrik Juhl, der fortsætter:

»At de er okay, er det vigtigste.«

Andre læser også