En 50-årig mand blev tirsdag ved middagstid sigtet for vold.

Det skete, efter Østjyllands Politi tirsdag klokken 12.00 fik en anmeldelse om, at en 32-årig mand var blevet overfaldet af en anden mand.

Det skulle være sket ved Kaløvig Bådelaug, hvor patruljen derfor kørte hen.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Ifølge anmeldelsen havde der været nogle uoverensstemmelser mellem den 32-årige og en 50-årig mand, og det havde ført til, at den 50-årige havde taget fat om halsen på den 32-årige og skubbet ham omkuld.

En person på stedet kom den 32-årige til undsætning, og den 50-årige gik efterfølgende derfra.

Manden blev dog kort efter kontaktet af politiet og sigtet for vold.

Den 32-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.