Opdateret: Trafikken glider igen i krydset.

Der er skete færdselsuheld med to biler på Amager onsdag eftermiddag .

De to biler kørte sammen i krydset mellem Ørestad Boulevard og Amager Boulevard, oplyser Hovedstadens Beredskab.

»En person er kommet til skade. Hvor slemt det er, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« sagde Tim Simonsen, der er vagthavende operationschef, til B.T. København.

Hovedstadens Beredskab sendte to redningskøretøjer til ulykkesstedet. Også en ambulance blev sendt afsted, det samme blev politiet.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede sammenstødet mellem de to biler.

Ifølge Tim Simonsen er der tale om et kryds med »relativt travl« trafik. Der måtte derfor forventes kø, indtil beredskabet fik ryddet op, men nu kører trafikken igen.

»Jeg forventer vi får ryddet hurtigt op derude,« sagde Tim Simonsen.

B.T. har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Københavns Politi.

Meldingen om færdselsuheldet indløb klokken 14.32.