Flere borgere måtte tirsdag sande, at de var gået forgæves efter at være mødt op ude foran K.B. Hallen for at blive vaccineret.

B.T. har fået flere henvendelser fra borgere, der fortæller, at de var mødt forgæves op uden nogen information. Desuden er der en, der beskriver, at der stod omkring 100 mennesker i kø ude foran teststedet tirsdag morgen.

At vaccinationscentret i K.B. Hallen tirsdag holdt lukket skyldtes et privat arrangement.

»Der er et privat arrangement i K.B. Hallen, som vi desværre ikke har kunnet rykke. Derfor har vi været nødt til at holde lukket,« fortæller Jonas Nilsen, der er læge og grundlægger for virksomheden Practio, som driver vaccinationscentret i K.B. Hallen.

Han understreger samtidig, at det hele tiden har stået på Practios og Regionen Hovedstadens hjemmeside.

Men den information har tydeligvis ikke fremgået tydeligt nok, siden mange borgere var mødt op.

Mandag opfordrede regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) også borgere til blandt andet at møde op ved K.B. Hallen, fordi der her kommer for få borgere i forhold til, hvad der er kapacitet til at vaccinere uden tidsbestilling.

Jonas Nilsen forklarer, at der er sket en intern misforståelse, som har betydet, at det ved vaccinationsstedet ikke fremgik, at der var lukket tirsdag morgen.

»Vi kan kommunikere nok så meget ud, men alligevel vil der altid være noget, der går galt,« fortæller Jonas Nilsen, der samtidig anerkender, det har skabt frustration for flere borgere, der er gået forgæves.

»Jeg kan godt forstå, der er nogen, der er frustrerede. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at få den her kapacitet op, og det er vi lykkedes med. Vi gør samtidig alt, hvad vi kan, for at kommunikere ud bedst muligt, og så slår vi døren op igen onsdag,« understreger han.

I stedet henviser han til, at borgerne kan søge mod Fælledparken, hvor der også er mulighed for vaccination uden tidsbestiling.