For 12 år siden fik Tine Kryger brystkræft - første gang. Hun var kun 32 år, da hun blev opereret, fik kemobehandling og siden blev erklæret rask. Men seks år senere var kræften tilbage. Denne gang var den uhelbredelig.
For de fleste mennesker handler kræft om at blive rask. At ‘vinde kampen mod sygdommen og komme over på den anden side - hvor livet venter’.
Sådan er det ikke for Marie Bo Strandgaard og Tine Kryger. Begge har brystkræft i stadie fire. De kan ikke blive raske, men de skal heller ikke dø - endnu. De befinder sig i dét, de kalder ‘mellemrummet’.
Så længe medicinen kan holde deres sygdom hen, kan de leve. Der er omkring otte til 10 forskellige kure, der kan udsætte spredningen af uhelbredelig kræft. Men ingen ved, hvilken medicin der vil virke og hvor længe.
»Nogle kan leve rigtigt længe. Lægerne ved bare ikke, hvem behandlingen virker på,« siger Tine Kryger.
Livet som kronisk kræftsyg leves midt imellem behandlinger og rutinemæssige scanninger, der afslører, om kræften holder sig i ro eller igen er gået til angreb.
Uvisheden er den eneste konstant hos de kronisk kræftsyge. Det var netop frygten for uvisheden - og trangen til at tale frit om døden - der gjorde, at Tine og Marie blev veninder.
De to mødte hinanden i den lukkede Facebook-gruppe ‘Forum for kvinder med kronisk brystkræft’. I den nye dokumentarfilm ‘Livet, mens vi dør’ fortæller medlemmer af gruppen om ‘mellemrummet’, der er præget af både uvished og ensomhed - men også af intens livslyst.
Da Tine Kryger fik at vide, at hun aldrig ville blive rask, var det svært at vide, hvad hun skulle forberede sig på.
»Enten havde jeg kort tid - hvilket var frygteligt, fordi mine børn ikke var store nok. Eller jeg havde lang tid, men forestillede mig, at jeg så ville være meget dårlig og ligge min familie til last.«
Uvisheden fik hende til at søge efter kvinder i samme situation.
»Jeg havde brug for at se, hvordan andre havde fundet deres hverdag og ståsted i sygdommen.«
Da hun for seks år siden meldte sig ind i Facebook-gruppen, var der 30 medlemmer. I dag er der 300.
»Min frygt og fantasi om min fremtid var langt værre end dét, jeg mødte i gruppen,« siger hun.
Tine Kryger glemmer aldrig det første råd, hun fik fra et af de andre medlemmer:
‘Tag uvisheden og din egen dødelighed tæt ind til dig, se den lige i øjnene, og læg den så fra dig, så du kan gøre dét, der er meningen med det hele, nemlig at leve,’ lød rådet.
Tidligere deltog både Tine Kryger og Marie Bo Strandgaard i grupper med andre brystkræftramte, men da skulle de tage for meget hensyn til de kvinder, der fokuserede på at blive raske.
»Vi ville tale om børnetestamenter, begravelse og om følelsen af at dø i en respirator, men de andre var meget bange og optaget af at komme tilbage til deres gamle liv,« siger Marie Bo Strandgaard.
I de fora var det ‘ikke tilladt at tale om døden’, men som Marie Bo Strandgaard siger: »Jeg havde brug for et sted, hvor alt var tilladt.«
Døden er et vilkår, når man er uhelbredeligt syg. Det er uomgængeligt, at kvinderne i gruppen falder fra og giver plads til nye ansigter.
14 dage efter Tine Krygers første frokostmøde døde den første af gæsterne. I dag er hun den eneste af det oprindelige hold. Marie Bo Strandgaard kom med for to år siden, da en af de andres stole stod tom.
I dag er Tine Kryger og Marie Bo Strandgaard hinandens bedste veninder. De ses mindst en gang om ugen, tager med hinanden på hospitalet og kan tale om alt - også det, andre ikke kan tåle at høre om.
Når Tine Kryger taler med andre om kræft, skal hun ‘vælge sine ord med omhu’.
»Typisk bliver der tavshed, hvis jeg siger tingene for direkte. Og tavsheden er så ensom,« siger hun.
Venskabet er den bedste garanti mod ensomheden.
»Det er så befriende, at vi kan tale om alt,« siger Marie og kigger på Tine, der fortsætter:
»Vi giver hinanden lov til at være kede af det, vrede eller sorgfulde. Vi forsøger aldrig at tage følelser væk fra hinanden.«
Det er markant anderledes end med andre venner:
»Mine venner og pårørende ville stadig ønske, at jeg ikke var syg, eller at de kunne tage sygdommen væk fra mig. Derfor prøver de at fjerne sorgen fra mig, hvis jeg er ked af det. Men i virkeligheden fjerner de sig selv, fordi jeg så ikke kan komme af med min sorg eller få lov at dele den,« siger Tine Kryger.
Som uhelbredeligt syg har hun i årevis været været tvunget til at forholde sig til uvisheden.
»Lige nu er jeg god til ikke at lade den fylde for meget - men det kan den næste scanning jo ændre på.«
Mens Tine Krygers kræft er stabil, har Marie Bo Strandgaards været mere aktiv. Hos hende er sygdommen til stede i både knogler og lever.
Skaber det misundelse mellem veninderne?
»Nej,« lyder det resolut fra Marie Bo Strandgaard.
»Jeg kan blive vred og sorgfuld over at skulle forlade mine børn. Men der er ingen misundelse på Tine. Jeg er bare taknemmelig over, at vi har kunnet dele det her.«
»For når det går godt for Tine, skaber det også et håb hos mig, som er så livsvigtigt.«
