»Jeg har det, som jeg har det. Jeg har det fint, men det går selvfølgelig den forkerte vej. Og det er sådan, dét er.«
Sådan lyder det fra 79-årige Lone Dybkjær, som er én af dem, der i disse tider er blandt de allermest sårbare og udsatte, én af dem, vi skal passe ekstra på. Kræftpatienterne.
Det var tilbage i 2011, at den tidligere politiker og statsministerfrue fik konstateret brystkræft, den hyppigste kræftsygdom hos kvinder, som rammer én ud af 10, men som langt de fleste heldigvis overlever.
Sidste efterår måtte Lone Dybkjær dog erkende, at hun ikke blev én af dem.
‘Dødssyg af kræft', lød overskrifterne.
»Jeg har en lungekræft, der nåede at brede sig til lymferne. Men der har også været metastaser i leveren, som nu er fjernet. Og når først de begynder at brede sig, er det ikke et supertegn,« som hun i den gang sagde i et stort interview med B.T.
Ikke alene havde kræften bredt sig i hendes ellers sunde og veltrimmede krop. Mulighederne for behandling var også udtømte.
Dermed var nedtællingen for Lone Dybkjær i gang.
»Jeg kan ikke tillade mig at klynke,« sagde den ukuelige Lone Dybkjær.
Men på trods af at hun i disse corona-tider er langt mere udsat end os andre, har ukueligheden ikke sluppet hende, ligesom hensynet til andre synes at veje tungere end hensynet til sig selv. Hun nægter fortsat at klynke, også selv om hun forleden måtte en tur på hospitalet.
»Det var heldigvis ikke nogen coronavirus,« skynder Lone Dybkjær sig at understrege og fortsætter:
»Jeg var inde i to dage for at få tømt vand fra lungen, og det gik rigtig fint. Selv i disse tider følte jeg, at der var plads og opmærksomhed til at behandle sådan én som mig.«
»Det er klart, at der var afspritning, og at de selvfølgelig ikke ville have alle mulige mennesker rendende.«
»Men som én med et permanent sygdomsforløb kan jeg kun være taknemmelig for, hvor godt sundhedsvæsenet fungerer,« siger Lone Dybkjær om den bekymring, som mange af os nok har i disse tider. Nemlig at der kun er fokus på coronavirus på de danske hospitaler.
Selv har hun som kræftsyg naturligvis også stor fokus på corona-smitte.
»Jo, jeg er mere sårbar end de fleste, men jeg tackler det, som jeg skal. Med forsigtighed og ved at passe på,« siger Lone Dybkjær og fortsætter:
»Jeg tror på, at frisk luft forbedrer det mit helbred. Så jeg har da gået tur i Frederiksberg Have og overholder de samme restriktioner som alle andre og holder afstand. Jeg går ikke rundt og hilser på alle mulige mennesker.«
»Og jeg har i hvert fald ikke hørt nogen læger sige, at jeg ikke må gå tur.«
Foreløbig er hun og hendes mand, Poul Nyrup Rasmussen, blevet på Frederiksberg, men de overvejer at tage til sommerhuset i Nordsjælland, hvor der trods alt er lidt færre mennesker.
»I virkeligheden er det nok mest en svær tid for de pårørende til folk i min situation, som har mange restriktioner. Jeg synes, at det er værst for mennesker, der føler sig raske og ikke kan eller må noget som helst.«
»Det rammer for eksempel Poul, som aldersmæssigt også er i en sårbar gruppe. Men heldigvis er han en ‘fit-for-fight’ person,« siger Lone Dybkjær med smil i stemmen om sin 76-årige mand.
Men selvfølgelig har hendes hverdag ændret sig, siden corona-frygten bredte sig i Danmark.
Hvor hun før nød at spille bridge og gå til forelæsninger, er det sociale liv kogt ned til et minimum.
Det lever Lone Dybkjær med. Men det værste er ikke at måtte se de to børnebørn Lukas og Nikoline.
For det var for at skærme dem, at hun længe holdt sin fremskredne kræft hemmelig for omverdenen.
»Man må jo beskytte det guld, man har. De har været en fantastisk gave for os, og de har jo allerede oplevet, at deres elskede moster døde, og deres biologiske morfar er også væk. Så bliver man omhyggelig med at tage hensyn til dem,« sagde hun i efteråret til B.T. om sin beslutning.
»Der er ikke noget at gøre dér. Datteren holder os i et meget stramt greb, så jeg ser ikke dét, jeg plejer at kalde ‘min lille familie’« siger hun om datteren Mette og børnebørnene..
»Jeg savner dem. Men heldigvis er der jo telefonen og Facetime.«
Forhåbentlig bliver det ikke sådan, Lone Dybkjær skal fejre sin 80 års fødselsdag til maj.
Men som hun tørt erkender, kan kun tiden vise, hvad der er muligt. Og om hun i det hele taget stadig er rask nok til at kunne fejre noget som helst.
»Ingen kender dagen, før natten er omme, siger man jo,« lyder det konstaterende fra Lone Dybkjær.
»Det går selvfølgelig den forkerte vej. Sådan er det. Men det vil jeg få det bedst mulige ud af.«
