»Er du bange for at dø?«
»Nej!«
Hun sidder på den anden side af spisebordet med et krus kaffe mellem hænderne. Ser som altid godt ud, men er unægtelig en noget mere spinkel udgave af sit gamle jeg.
Men blikket flakker ikke det mindste, når hun svarer på spørgsmålet. Stemmen er fast og bestemt. Som altid.
Det er kun to uger siden, at stort set alle danske medier trak breaking-skiltet frem.
‘Lone Dybkjær dødssyg af kræft’, lød en variant af overskrifterne. Og det er hun.
Men Lone Dybkjær er også i live. Er langt fra på vej i graven.
»Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt regner med at have nogle gode år endnu. For heldigvis har jeg en kræftform, der er langsomt udviklende.«
»Uheldet er, at med mindre de finder noget immunterapi til mig, så er der ikke rigtig nogen muligheder for behandling,« siger hun med alvorsrynker i panden og fortsætter:
»Jeg har en lungekræft, der nåede at brede sig til lymferne. Men der har også været metastaser i leveren, som nu er fjernet. Og når først de begynder at brede sig, er det ikke et supertegn.«
Siden Lone Dybkjær i 2011 fik konstateret brystkræft, har hun jævnligt og åbent fortalt om sin sygdom.
Men udmeldingen om, at hendes muligheder for behandling nu var udtømte, og at udsigterne ikke var gode, kom som et chok for de fleste. Chokket var ikke tilsigtet. Men timingen var.
Længe har den 79-årige politiker og tidligere statsministerfrue nemlig holdt sin status hemmelig for at beskytte sine to børnebørn, Lukas og Nikoline på henholdsvis 18 og 15.
»Man må jo beskytte det guld, man har,« smiler hun og fortsætter:
»De har været en fantastisk gave for os, og jeg har jo allerede oplevet, at deres elskede moster døde, og deres biologiske morfar er også væk.«
»Så bliver man omhyggelig med at tage hensyn til dem,« forklarer Lone Dybkjær om at holde på hemmeligheden.
Spørger man hende, hvordan hun kan være så uselvisk i en situation, hvor hun selv har brug for omsorg, får man det stålsatte blik. For hende fylder hensynet til de nærmeste mest.
»Jeg tager mig ikke sammen. Det er altså ikke svært.«
Først for kort tid siden besluttede hun og datteren Mette, at tiden var inde til at fortælle Lukas og Nikoline, hvordan hendes situation var. Forståeligt nok blev de utrolig kede af det.
»Men det skal jo heller ikke være sådan, at de på et tidspunkt siger: ‘Hvorfor vidste jeg ikke det? For så var jeg ikke taget til den fest’ eller noget,« forklarer Lone Dybkjær.
Som nævnt i indledningen er hun trods de dystre udsigter sjældent afklaret.
Hun indrømmer - med et skævt lille smil på læben - at det til dels skyldes, at hun er god til at fortrænge det, så det fylder så lidt som muligt i hendes hverdag.
»Selvfølgelig har de seneste år været præget af det. At være i to gange kemo- og strålebehandling - én på 25 dage da jeg blev opereret for brystkræft og en anden på 33 dage for nogle år siden - er da ikke sjovt.«
»Heldigvis har jeg en sindssygt sød mand, som stiller op og kører mig derhen, og selvfølgelig er man træt bagefter.«
»Men hårde år? Sådan er jeg ikke skruet sammen,« understreger Lone Dybkjær. »Jeg vil gerne være her, når jeg er her. Ikke spilde tiden på bekymringer.«
Den stålsatte ukuelighed har hun med sig fra sin opvækst. Men når kræften og hendes dystre udsigter ikke skal få bugt med hende, skyldes det i høj grad også en stor sorg i hendes liv. Den største.
»At min mor døde af kræft, da jeg var 21, var hårdt. Men at se sin datter dø, er sindssygt hårdt. Det tror jeg er noget af det værste,« siger Lone Dybkjær med smerte i blikket.
I 22 år var datteren Lotte syg. Led af progressiv sclerose, som blev forværret år for år. I 2013 gav hendes krop op. Hun blev 43 år.
»Jeg elskede min datter, hun var pragtfuld, men at se et af sine børn ikke få de muligheder, man havde håbet på, er virkelig svært,« fortsætter hun.
»Det er også derfor, at du ikke vil høre mig beklage mig med to ord. Det vil jeg ikke.«
»Det har været så hårdt for hende i forhold til, hvor nemt det har været for mig. Så jeg kan slet ikke tillade mig at klynke overhovedet. Det ville være helt urimeligt,« siger Lone Dybkjær, for hvem datteren stadig er meget levende. Men om de skal genforenes, når hun selv dør, er hun tvivlsom overfor.
»Jeg er jo lidt rationel,« smiler hun.
Udenfor sommerhuset i Tisvilde, hvor hun og Poul Nyrup Rasmussen holder efterårsferie, daler de gyldne blade fra træer og buske i blæsten. Snart står kun de nøgne stammer tilbage.
Og sådan er det også lidt med Lone Dybkjærs liv. Også det går på hæld, selv om hun ikke ved, hvor mange sæsoner hun når at få med. Ifølge lægerne er der blot 20% chancer for, at de finder en kur til hende.
»Jeg regner da med, at vi har meget tid sammen endnu. Men der er ingen, der ved det. Det er klart, at Poul ser ud til at være i noget bedre form end mig. Men i min alder synes jeg heller ikke, at man kan beklage sig.«
»Jeg har haft et langt liv. Jeg har faktisk ikke været syg før jeg blev 70 og fik brystkræft, så hvis jeg ser tilbage, har jeg fået så meget bedre et liv, end jeg nogensinde havde forestillet mig.«
