I den kommende 'Knæk Cancer'-uge stilles der atter skarpt på kræft og håbet, der tændes af de store fremskridt på området.

Som mange andre kræftramte er Lone Dybkjær afhængig af dem. Og der er sket store fremskridt. Men der sker også fejl. Hvilket hun har mærket på egen krop.

I forbindelse med sit kræftforløb blev 79-årige Lone Dybkjær nemlig udsat for en fejl.

Og som hun tørt siger, 'sad vi ikke her nu' og talte om hendes dystre udsigter, hvis det ikke havde været for den fejl.

I 2011 fik hun konstateret brystkræft. Efter et langt strålingsforløb fulgte kontrolbesøgene. Men kun for brystkræften. Ikke for den plet, der hele tiden havde været på lungerne.

Da hun i 2015 igen befandt sig i Rigshospitalets scanner, var det, fordi hun var faldet og havde slået ribbenene, og det blev ved med at gøre ondt.

Lone Dybkjær insisterede på at blive scannet.

Lægerne opdagede, at der var kræft i lungerne, som også havde spredt sig til lymferne. Det var for sent at operere.

»Der var den allerede i fuld udvikling. Havde det været opdaget noget før ved fortsat scanning, så havde de kunnet gøre noget,« siger Lone Dybkjær.

»Jeg burde måske have reageret og klaget. Men på det tidspunkt var jeg bestemt ikke i topform, bl.a. fordi jeg kom i kemo.«

»De første fem dage var et mareridt, hvor jeg kastede op og alt muligt. Samtidig med at jeg havde fået en diskusprolaps, så jeg derfor også sad i kørestol. Det var ikke sjovt.«

Sjovt var det heller ikke – i det lange forløb med flere diagnoser – at blive sendt fra hospital til hospital.

Du er nødt til selv at tage hånd om din sygdom, mener Lone Dybkjær, som et blevet udsat for fejl under sin.
Du er nødt til selv at tage hånd om din sygdom, mener Lone Dybkjær, som et blevet udsat for fejl under sin. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hver gang for blot at starte forfra i køen med nye ventetider og pakkeforløb.

Og som hun tørt konstaterer: »Det specialiserede sundhedsvæsen er selvfølgelig fint. Hvis man kun fejler én ting.«

I dag mærker hun i det daglige ikke noget til de dødelige celler, der raser i hendes slanke krop, men kan leve nogenlunde normalt.

Hun er mere træt end før. Ellers er største gene en voldsom og konstant hoste som følge af lungecanceren.

Som den ukuelige fighter hun er, er hun ikke bitter over hospitalsfejlen. Men belært af sine dyrekøbte erfaringer sender hun gerne et råd videre til andre kræftramte.

»Du skal være omhyggelig. Du skal bede om dine journaler og se, hvad der står, sørge for at have en, der i stand til at læse det,« siger hun og fortsætter:

»Det er vigtigt hele tiden at have en stærk pårørende omkring sig. For du er nødt til virkelig selv at tage hånd om din sygdom,« understreger Lone Dybkjær.

Selv er hun dybt taknemmelig for, hvor stærk en pårørende hun har haft i sin mand. Selv om hun også ved, at han er dybt påvirket af hendes sygdom.

»Poul har helt klart været en stor og fantastisk støtte for mig. Og det har selvfølgelig også betydet meget i forløbet, at vi hører til de ressourcestærke. Det gør visse ting nemmere.«

»For desværre er der en enorm social ulighed i sundhedsvæsenet, og hvis du ikke kan tale det sprog, så er det svært,« siger Lone Dybkjær med indignation i stemmen.

Hun klagede aldrig over den hospitalsfejl, der er blevet hendes skæbne. Men indignationen over klageadgangen er mindst lige så stor for hende.

»Den er enormt besværlig. Og det pålægger man nogle, der i forvejen er meget syge,« siger hun med harme i stemmen og ryster på hovedet.

»Så kan du spørge dig selv, om du vil bruge dine sidste år på det. Det valgte jeg, at jeg ikke ville. Men burde måske.«

»For selv om du af lægerne undervejs får at vide, at du nok burde have været scannet, så står det ingen steder i din journal.«

»Når lægerne opdager, at der er udviklet en lungecancer, synes jeg, at de af sig selv bør undersøge, hvad der er gået galt, således at fejlen ikke gentager sig.«

»Men desværre hænger min historie også sammen med, at der er udbredt mangel på ressourcer i det danske sundhedsvæsen.«