Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt – samt andre kendte og indflydelsesrige kvinder, heriblandt tv-vært Sofie Linde – kritiserer mediernes dækning af ny metoo-dokumentar på TV 2.

Især mener Helle Thorning-Schmidt, at B.T. og Ekstra Bladet ikke er deres journalistiske ansvar voksent, når de lader Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T., slippe så let og glide uden om at besvare konkrete, kritiske spørgsmål om sin mulige rolle i TV 2-dokumentaren og om sin fortid på TV 2.

»Kan det virkelig være rigtigt, at Michael Dyrby ikke har mødt en eneste journalist de seneste dage, der kan stille ham opklarende spørgsmål?,« spørger Helle Thorning i en story på sin Instagram-profil.

Endvidere undrer hun sig:

»Er der ingen inde i Berlingske hus, hvor Dyrby har sin daglige gang, der graver i dette og kan stille sig foran Dyrby's kontor med en mikrofon?«

Danmarks tidligere statsminister spørger til sidst, om mediechefer får en anden og mere skånsom behandling end eksempelvis politikere og bankdirektører, der får en tur i mediemøllen?

Flere andre kendte kvinder støtter Thorning. Blandt andet reposter tv-vært Sofie Linde Helle Thornings story på sin egen profil med teksten:

»Præcis!!!«

Herefter linker hun til både B.T. og Ekstra Bladet, inden hun i næste historie skriver:

»@Bt.dk I har dækket finalen i Robinson mere indgående, end I har undersøgt det åbenlyse ledelsessvigt - og den sexistiske opførsel som jeres egen ansvarshavende chefredaktør i en lang årrække har været en del af. Pinligt!«

B.T. har bedt Michael Dyrby om en kommentar til kvindernes kritik. Det har ikke været muligt at få en sådan.

Derudover har heller ikke været muligt for B.T. at få svar på en række meget konkrete spørgsmål, der er stillet til Michael Dyrby i forbindelse med dokumentaren.

Du kan se spørgsmålene i faktaboksen.

Over for B.T. har Michael Dyrby understreget, at han kun ønsker at udtale sig generelt om sin tid på TV 2, og han har derfor kun besvaret enkelte af de spørgsmål, han er blevet stillet.

Helle Thorning undrer sig over, at der ikke er en journalist i Berlingskes hus, der belejrer Michael Dyrbys kontor og afkræver ham svar.

Siden dokumentaren kom ud i mandags, har Michael Dyrby dog ikke været på sit kontor.

Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Onsdag formiddag havde Anders Krab-Johansen, der koncernchef og udgiver på Berlingske Media, indkaldt alle journalister på B.T. til et stormøde, hvor der kunne stilles spørgsmål til ledelsen i forhold til Michael Dyrby og generelt i forhold til B.T.s lidt særlige rolle i sagen.

Anders Krab har tidligere været ude at sige, at han fortsat har fuld tillid til Michael Dyrby. Det samme gav han udtryk for på mødet, ligesom han understregede, at det er Dyrbys egen beslutning ikke at udtale sig yderligere, end han allerede har gjort.

På mødet fortalte Berlingske Medias øverste chef desuden, at han havde opfordret Michael Dyrby til at holde nogle dages ferie.

Flere medier skrev kort efter mødet, at Dyrby var sendt hjem. Dette er imidlertid ikke korrekt, og i en sms til Ritzau understregede Dyrby at han »ikke er blevet hjemsendt«.

Foto: Instagram
Vis mere

I TV 2-dokumentaren, der hedder 'Metoo: Sexisme Bag Skærmen' og vises på på discovery+, står 11 nuværende og tidligere kvindelige TV 2-medarbejdere frem og fortæller om deres oplevelser, og hvordan den grænseoverskridende adfærd fra de mandlige chefer har påvirket dem.

Jes Dorph bliver som den eneste mand nævnt i udsendelsen, men mandag aften fortalte Anna Thygesen – som også medvirker i dokumentaren – at den krænker, hun i anonymiseret form refererer til, er Michael Dyrby, som fra 2002 til 2015 var nyhedschef samt nyhedsdirektør på tv-kanalen.

Til Ekstra Bladet fortæller Anna Thygesen, hvordan Michael Dyrby på vej hjem i en bus fra en TV 2-julefrokost skulle have sagt:

»Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig.«

Michael Dyrby har efterfølgende afvist, at episoden har fundet sted:

»Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har sagt noget så grænseoverskridende til Anna Thygesen for 14 år siden – det ville også være helt uacceptabelt.«