Michael Dyrby erkender, at han bærer en del af ansvaret for den rådne kultur på TV 2, der bliver beskrevet i den ny discovery+-dokumentar 'MeToo: Sexisme Bag Skærmen'.

I dokumentaren står en række tidligere og nuværende kvindelige TV 2-ansatte frem og fortæller om en udpræget sexistisk tone og krænkende adfærd.

Og det er ubehagelige beskrivelser, siger Michael Dyrby, som i dag er chefredaktør på B.T., men som også var nyhedschef- og direktør på TV 2 fra 2002 til 2015 – altså i en stor del af den periode, hvor flere af de oplevelser, der bliver beskrevet i dokumentaren, skulle være sket.

»Det er en ubehagelig beskrivelse af kulturen på TV 2, der står tilbage efter denne dokumentar. Det gør ondt at høre, hvordan flere kvinder har oplevet det. Jeg tager min del af ansvaret som nyhedsdirektør på TV 2, selvom det er flere år siden, jeg var ansat. Jeg var nyhedsdirektør i perioden 2002-2015 og burde have set den sexisme, som nu bliver beskrevet. Jeg så det ikke dengang, og det undskylder jeg for, som jeg også gjorde tidligere i år,« lyder det i et skriftligt svar fra Michael Dyrby.

B.T. har stillet Michael Dyrby en række spørgsmål, men han ønsker ikke at forholde sig til konkrete ting fra dokumentaren – ej heller om han er blandt de omtalte chefer, som ifølge de medvirkende i dokumentaren skulle have udvist krænkende adfærd.

Michael Dyrby understreger dog, at både han og TV2s ledelse burde have gjort mere.

»Sexisme og krænkelser bør ikke være en del af arbejdspladsen, hvor det er indlysende, at alle skal kunne arbejde i tryghed.«

Flere af kvinderne fortæller i dokumentaren, at den sexistiske kultur på TV 2 var båret af nogle få mandlige chefer på redaktionen og ikke mindst en række toneangivende mænd.

»TV 2s kultur blev skabt i 90erne, hvor arbejde og fritid flød sammen. Set med nutidens – og på flere punkter også med datidens øjne – blev det en kultur med for løse grænser. Det er tydeligt i dag, at der burde have været klare retningslinjer. Jeg fortryder i dag, at jeg – og TV 2 øvrige ledelse – ikke gjorde mere, men jeg så det ikke klart dengang,« lyder det videre fra Michael Dyrby, inden han tilføjer:

»Jeg har respekt for, at kvinderne nu træder frem – men jeg ville ønske, at det var sket tidligere.«

Michael Dyrby har i en klumme på B.T. tidligere erkendt, at han ikke gjorde nok for at komme problemerne på TV 2 til livs. Her skrev han blandt andet, at han ikke selv mente, at han har krænket nogen kvinder »direkte«.

»Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har krænket nogen direkte, men oplevelser ses jo forskelligt – selv mange år efter. Og jeg beklager selvfølgelig, hvis nogen sidder med den følelse. Jeg har lavet fejl, som jeg fortryder set i bagklogskabens klare lys.«

Han afviste i samme ombæring, at han skulle have udnyttet sin magt over for kvinder på B.T.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra TV 2, men bliver mødt af en telefonsvarer. Anne Engdal Stig Christensen, administrerende direktør på TV 2, er heller ikke vendt tilbage på hverken telefonopkald eller mail.