Kritikken af Ticketmaster fortsætter.

Flere danskere oplever nemlig, at selskabet »røvrender dem,« ved at holde på deres penge.

Det er vidst ingen overdrivelse at konstatere, at Ticketmaster i øjeblikket er i modvind, når man ser selskabets anmeldelser på Trustpilot.

Og rækken af danskere, der føler sig snydt af selskabet vokser sig stadig større. Nu skal du møde Lene og Lennart, der begge venter opgivende på at få deres penge tilbage.

»Det er sgu folks penge, de har med at gøre. Det er ikke i orden, at de holder på dem. De røvrender folk. Helt ærligt,« indleder Lene Stegger fra Randers sine frustrationer med.

Hun og familien skulle 16. maj have været på den årlige tur i Cirkus Arena, men 11 dage inden, modtager hun en mail om, at forestillingen er aflyst.

»I mailen står der, at prisen for de otte billetter, altså et par tusinde kroner, vil blive overført tilbage til mig inden for 30 dage. Men pengene er stadig ikke kommet. Og vi kan ikke bare lige gå ud og købe otte nye billetter, det er noget, vi sparer op til,« fortæller Lene.

Lene Stegger føler sig snydt af Ticketmaster.
Lene Stegger føler sig snydt af Ticketmaster.
Vis mere

Hun har forsøgt at få kontakt til TicketMaster gennem mail, Facebook og opkald. Men uden held.

»I fredags var jeg nummer to i køen i 54 minutter og 38 sekunder, og så opgav jeg. Det er simpelthen ikke i orden at holde folk hen på den måde – så bliver jeg sgu sur,« konstaterer Lene.

Lene har flere gange ringet til TicketMaster. Senest sad hun nummer to i køen i 58 minutter og 38 sekunder.
Lene har flere gange ringet til TicketMaster. Senest sad hun nummer to i køen i 58 minutter og 38 sekunder.
Vis mere

Også 37-årige Lennart Dahl fra Slagelse har haft telefonen tæt op til øret i lang tid.

I forbindelse med et Mark Le Fêvre-show, der blev rykket på grund af corona, har han også forsøgt at komme i kontakt med Ticketmaster.

»Min kone og jeg kunne ikke se showet på den nye dato, og vi har modtaget en 'automail', hvor der står, at vi har ret til refundering inden for 60 dage. Vi har stadig ikke modtaget vores penge – og nu er det snart tre måneder siden,« fortæller Lennart.

37-årige Lennart Dahl fra Slagelse er også en af de danskere, der kæmper en kamp mod Ticketmaster.
37-årige Lennart Dahl fra Slagelse er også en af de danskere, der kæmper en kamp mod Ticketmaster.
Vis mere

Præcis som Lene – og Rasmus, Mads og Ida, som B.T. tidligere har skrevet om – har Lennart heller ikke kunnet få hul igennem til Ticketmaster.

»Telefonen dutter bare optaget, og så bliver man smidt af. Jeg føler mig virkelig snydt, fordi jeg tydeligvis ikke får mine penge,« siger Lennart og fortsætter:

»Det er penge, man har ude, og som man har krav på at få tilbage. Det er fint, at de har travlt, men det her er frustrerende, og det er pænt mange, det går ud over, kan jeg se på Trustpilot.«

B.T. har konfronteret Jakob H. Lund, der er administrerende direktør hos Ticketmaster for kritikken fra Rasmus Augustesen og mange andre vrede kunder.

Han forklarer, at der lige nu er rigtig mange, der igen bestiller billetter til arrangementer, og han beklager, at det betyder pres på Ticketmaster.

»Vi arbejder både helt kortsigtet med tilførsel af yderligere ressourcer og langsigtet med diverse nye servicetiltag, så vi kan bringe vores fan-service tilbage på det høje niveau, som vi normalvis har,« siger Jakob H. Lund og forventer forbedringer.

»Jeg forventer derfor, at vores serviceniveau forbedres uge for uge.«

Andre læser også