»Jeg er frustreret. Og når jeg ikke at få billetterne, så kan vi gå niveauet op til rasende.«

Mads Møller Lauritsen har købt billetter til en koncert gennem TicketMaster, men har endnu ikke modtaget billetterne til trods for, at pengene er trukket.

14. april køber 37-årig Mads Møller Lauritsen billetter til Denzel Curry-koncert 21. maj i Vega i København.

Transaktionen går igennem, pengene bliver trukket, men så stopper processen her. Mads har nemlig aldrig modtaget de to billetter, som han har købt gennem TicketMaster til sig selv og sin søn.

»Der kan være mange grunde til, at noget er gået galt i forhold til at få billetterne. Men vi finder aldrig ud af, hvad årsagen er,« siger Mads fra Kastrup.

Han kan nemlig ikke få kontakt til Ticketmasters kundeservice og derfor ikke få svar på, hvordan han får fat på sine to betalte billetter til koncerten.

»Jeg har kontaktet alle de steder, hvor det er muligt. Ringet til dem mellem fire og seks gange hver dag i to uger, og det samme har min søn – det vil sige minimum ti opkald om dagen. Men man forbliver nummer to i køen, og det er umuligt at få kontakt til dem,« fortæller Mads og fortsætter:

»Jeg er frustreret. Det værste jeg ved i livet er, at føle mig snydt. Og det gør jeg her. Jeg har prøvet alt. Der er større mulighed for at komme i kontakt med Elvis end at få fat på TicketMaster.«

Og går man en tur på Trustpilot, er der noget, der tyder på, at Mads ikke er den eneste, der i øjeblikket oplever problemer med TicketMaster.

På hjemmesiden for onlineanmeldelser skriver andre kunder blandt andet, at det er umuligt at få fat på virksomhedens kundeservice, at man ikke får sine billetter og at man ikke får sine penge tilbage.

Derudover skrev B.T. tilbage i august 2021 om flere danskere, der også var frustrerede over netop TicketMaster.

En af dem er Ida Birk Christensen, der ligeledes havde store problemer med at få hul igennem til Ticketmasters kundeservice.

Ida Birk Christensen forsøgte alene på én dag at ringe til Ticketmasters kundeservice 52 gange indenfor deres åbningstid.
Ida Birk Christensen forsøgte alene på én dag at ringe til Ticketmasters kundeservice 52 gange indenfor deres åbningstid. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men efter mange dages forsøg lykkedes det. Desværre gjorde samtalen ikke en ende på problemet.

»De siger, at hvis jeg havde ringet indenfor 72 timer, så kunne jeg få refunderet mine billetter. Og det gjorde jeg også – der var bare ingen, der tog telefonen,« har Ida Birk Christensen tidligere fortalt til B.T.

B.T. har spurgt Ticketmaster, hvorfor kunderne ikke kan komme igennem til kundeservice.

Et spørgsmål de ikke besvarer. I et skriftligt svar oplyser de i stedet, at de oplever rekord mange henvendelser.

»Vores kundeservice ansætter løbende for at holde trit med volumen og sætter stor pris på kundernes tålmodighed, mens der arbejdes på at minimere ventetider,« skriver de.

VEGA tilsendte Mads sine billetter efter, at spillestedet fik oplyst et ordrenummer og en gyldig mailadresse.