»Det føltes, som om jeg gamblede med begge vores liv.«
Sådan forklarer 43-årige Kathrine Jul Chercka oplevelsen, da hun i torsdags med sin niårige datter skulle over vejen ved testcentret i Ørestad på Amager.
Skridt for skridt gik moderen ud på C.F. Møllers Allé og holdt bilerne tilbage med strakt arm, mens datteren kunne følge efter i sikkerhed.
»Det var et kaos – intet mindre. Man havde følelsen af, at bilerne ikke ville opdage eller stoppe for min lille datter, hvis hun trak cyklen over. Det var meget ubehageligt,« fortæller Kathrine Jul Chercka.

Hun er blot én ud af utallige borgere tæt på det – åbenlys populære – testcenter på Doris Lessings Vej 23A på Amager, som er særdeles træt af tingenes tilstand.
Sagen er nemlig den, at testcentret tilbyder at pode danskerne i deres biler, og det har den konsekvens, at området omkring er forvandlet til ét stort trafikkaos nærmest 24 timer i døgnet.
Et trafikkaos, der med lange køer, masser af larm og hensynsløs kørsel er til voldsom gene for de borgere, der bor i nærheden.
Problemerne begyndte for alvor i december 2020.
»Der kom jo tryk på i december, og i starten tænkte man, at man sagtens kunne leve med, at der var mange mennesker, men nu er det helt vanvittigt. Alle vejene ind til vores hjem bliver optaget af køen, så i fredags sad jeg eksempelvis i kø i halvanden time for at kunne parkere min bil,« fortæller Casper Hjortbæk Svendsen, der ligesom Kathrine Jul Chercka bor tæt på testcentret.

Og det er bestemt ikke første gang, at Casper få hundrede meter fra sit hjem måtte sidde i sin bil og vente alt fra 45 til 90 minutter for at komme ind til sin parkeringsplads.
Det er dog ikke det værste.
»Der er jo døgnåbent nu, så der er kø meget tæt på 24 timer i døgnet, og folk er jo utålmodige, så der bliver dyttet hele tiden, og folk spiller høj musik i deres biler. Det er voldsomt frustrerende,« siger Casper Hjortbæk.
Det store kaos gør, at mange af bilisterne presser hinanden for at komme hurtigere til deres test, og det er sågar – ifølge Casper Hjortbæk Svendsen – efterhånden normalt, at man ser biler, som kører op på fortovet for at overhale eller skyde genvej.

Og det er dér, Kathrine Jul Chercka kommer ind i billedet.
»Jeg er i bestyrelsen på en skole tæt ved centret, og der er mange forældre, der simpelthen ikke vil lade deres børn gå i skole alene længere eller lade dem komme ud at lege, fordi de skal over de her veje. Det er alt for utrygt, og hvor er vi så henne?« siger hun.
Hun – og Casper Hjortbæk Svendsen – efterspørger, at der kommer en form for trafikregulering på stedet, og at man overvejer at lave ét spor, som kun er til borgere i området.
Selv har Casper skrevet til firmaet bag testcentret, Copenhagen Medicals, at det er uacceptabelt, når han skal vente halvanden time på at komme de seneste 200 meter hjem, men det resulterede blot i en beklagelse og tilbuddet om en flaske vin.
B.T. har også i løbet af mandagen forsøgt at få fat i Copenhagen Medicals, men det har været uden held.
Det lykkedes til gengæld for TV 2 Lorry, der i slutningen af sidste uge også belyste forholdene ved testcentret, og her oplyste Copenhagen Medicals, at man ville kigge nærmere på sagen.
»Det er uholdbart. Ingen tvivl om det. Derfor holder vi fredag eftermiddag et møde med politiet, kommunen og regionen, hvor vi besigtiger indkørselsforholdene og ser på, hvordan vi kan løse problemerne,« sagde Trine Baadsgaard, der er pressechef i Copenhagen Medicals, fredag til lokalmediet.