At blive begravet levende kan lyde som et forfærdeligt mareridt, taget direkte ud af en gyserfilm.

Men for 40-årige Tom Nykjær var det en virkelighed, der var tæt på at tage livet af ham.

Sidste tirsdag var han nemlig ude for at grave drænrender på en mark tæt på Roslev nord for Skive. Og som arbejdsdagen var ved at gå på hæld, skete det værst tænkelige.

Skive Folkeblad skriver, at Tom Nykjær var hoppet ned i en to meter dyb rende for at hente en skovl, som var faldet derned. Timingen kunne ikke have været værre, da jorden omkring ham pludselig faldt sammen, og han blev begravet af tung lerjord og gik ud som et lys.

»Da vi fik gravet hovedet fri, og jeg kunne se, at blodet flød ud af øjne, mund og ører, tænkte jeg bare 'fuck også'. Jeg kunne også se, at det aftensmad, han havde fået, kom ud af munden, og jeg frygtede, at han var blevet kvæstet længere nede på kroppen også,« siger Erik Nykjær, Toms bror, til Skive Folkeblad.

Han måtte grave sin bror fri, alt imens han kontaktede alarmcentralen. Og da overkroppen var fri, begyndte Tom at komme til bevidsthed igen. Ambulancer og redningshelikopter ankom til marken, og her var Tom i stand til at fortælle sit personnummer, men hans øjne havde været under et så stort tryk, at de var ikke til at åbne. Han var afkræftet og udmattet og kastede også blod op.

Da Tom var gravet helt fri, blev han hastet mod Skejby Sygehus i redningshelikopteren. Han mistede fortsat meget blod og var derfor i kritisk tilstand. Men til stor lettelse havde han ikke mistet synet.

Scanninger på sygehuset viste, at han slap med en mindre hjernerystelse og et brækket ribben, men var han ikke blevet gravet fri så hurtigt, så havde han ikke været i live i dag.

Sagen er blevet underrettet til Arbejdstilsynet, der skal undersøge, om alle arbejdsforhold og regler blev overholdt i forbindelse med arbejdet.