Grillsæsonen er ved at blive skudt i gang – og dermed skal en del danskere ud at købe nye gasflasker.
Men det gælder om at passe på, for de gasflasker, som du køber af private forhandlere, kan vise sig at være stjålne varer.
Sådan lyder advarslen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
I en pressemeddelelse oplyser politikredsen, at man den seneste tid har modtaget flere anmeldelser fra forhandlere af gasflasker, der har været udsat for indbrud.
I alt er omkring 325 gasflasker blevet stjålet alene i det sydjyske.
»Indbruddene er sket flere steder i politikredsen. En fællesnævner er, at der hvert sted er stjålet et stort antal gasflasker, og at de kriminelle er gået professionelt til værks for at få adgang til gasflaskerne,« fortæller vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
Skal du ud og købe nye gasflasker – og vælger du at købe hos en privat sælger eksempelvis via Facebook eller Den Blå Avis – gælder det derfor om at være kritisk:
»Som borger er der virkelig grund til at være kritisk, hvis man går på prisjagt efter billig flaskegas. Der er naturligvis ikke noget galt i at købe privat hos en person, der har en enkelt flaske til salg. Men omvendt skal man sikre sig, at man ikke køber hælervarer. For så længe tyvekosterne kan afsættes, så længe bliver tyvene ved,« forklarer vicepolitiinspektøren.
Også på Sjælland har flere byggecentre været ramt af indbrud, hvor tyvene er stukket afsted med gasflasker. Det skriver TV 2 Lorry.
Af den grund advarer brancheorganisationen Danske Byggecentre også og råder til, at man er ekstra opmærksom, når man handler gasflasker over internettet:
»Vi vil meget gerne have, at folk lige tænker sig om en ekstra gang. Man skal især holde øje med prisen. Hvis det er meget billigt, er der nok noget galt,« siger Palle Thomsen, der er administrerende direktør for Danske Byggecentre, til TV 2 Lorry.