Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

24 personer løber midt ud på en af Københavns mest trafikerede veje.

En af dem er Terese Hauschultz. Hendes rolle er at holde bilerne på afstand, mens andre sætter bannere op og smører sig ind i kunstigt blod. Hundredvis af biler og busser bliver standset på deres vej. De bliver forsinkede og må søge omveje. Det ved Terese Hauschultz og de andre klimarebeller fra gruppen Extinction Rebellion godt, men det rør dem ikke. De har en mission.

»Det handler om at være så irriterende, at de ikke kan ignorere dig,« fortæller Terese Hauschultz, da B.T. møder hende. Hvad hun præcis mener med det, vender vi tilbage til senere.

Efter den føromtalte aktion 9. september blev Terese Hauschultz sammen med 23 andre klimaaktivister båret væk og anholdt af politiet, da de blokerede H.C. Andersens Boulevard i Indre By med bannere og skilte, mens flere af dem halvnøgne smurte sig ind i kunstigt blod.

Demonstranter halvnøgne og indsmurt i 'blod'. Foto: Extinction Rebellion.
Demonstranter halvnøgne og indsmurt i 'blod'. Foto: Extinction Rebellion.
Vis mere

Selvom hjemadressen nu hedder Sydhavn, er hun opvokset i Dragør i en klassisk dansk kernefamilie, hvor mor er konsulent og far er ingeniør. Hun er student fra Tårnby Gymnasium og har i øjeblikket sabbatår, hvor hun arbejder i køkkenet på et plejehjem og som fundraiser for flere NGOer.

Selvom hun på flere måder virker som en ganske almindelig dansk pige, er der intet almindeligt over hendes passion og indsats i Extinction Rebellion. Hun har gentagne gange bevist, at hun vil gå langt for klimaet, og aktionen 9. september var blot den seneste storladne, ulovlige demonstration i rækken fra Terese Hauschultz og Extinction Rebellions danske afdeling siden 2018, hvor de begyndte deres aktioner i København.

I maj kravlede flere aktivister op i stålkonstruktionen på Langebro, hvilket resulterede i, at broen måtte lukkes i begge retninger.

Terese Hauschultz bliver båret væk af to betjente ved aktionen 9. september på H.C. Andersens Boulevard. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Terese Hauschultz bliver båret væk af to betjente ved aktionen 9. september på H.C. Andersens Boulevard. Foto: Martin Sylvest/Scanpix Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Andre klimaaktivister nøjes med et skilt og en slagsang foran Christiansborg, men det er ikke nok for Extinction Rebellion og Terese Hauschultz.

»Det er ikke nok for os at skrive under på en underskriftsindsamling eller skrive et læserbrev. Det gælder om at være så radikal, man kan være uden at bruge vold. Vi har brug for et bredt spektrum af aktivisme. Men vi har et underskud af civil ulydighed i Danmark,« siger Terese Hauschultz.

Det overordnede mål for Extinction Rebellion er at opnå ‘klimaretfærdighed’, og det skal ske ved at presse regeringer med civil ulydighed. Særlig de vestlige landes regeringer står for skud, da de både står for en stor del af klimafodaftrykket og samtidig er dem, der har midler til at handle på krisen.

Gruppens fokus har i de seneste protester været de dødsofre, der allerede har været som følge af klimaforandringerne rundt omkring i verden. Skovbrande og oversvømmelser over hele kloden har kostet folk deres hjem og deres liv. Det kom blandt andet tæt på Danmark, da store dele af det vestlige Tyskland i juli stod under vand.

Men er ulovlige aktioner, der er til gene for tusindvis af borgere, som dem Extinction Rebellion udfører, virkelig den eneste måde, man kan råbe magthaverne op på og få dem til at handle på klimakrisen?

Det mener Terese Hauschultz, og det er med historisk belæg.

»Der har været miljø- og klimaaktivister siden 70erne, og de har da fået ændret lidt, men det er bare ikke nok i forhold til det, vi står over for. Der er gode eksempler på, at civil ulydighed har fået ændret noget, for eksempel Rosa Parks,« siger Terese Hauschultz.

Men det har som bekendt konsekvenser at udøve civil ulydighed, så politiet bliver indblandet. Terese Hauschultzs anholdelse på H.C. Andersens Boulevard var den anden i hendes rebelkarriere, men første gang hun blev slæbt med på stationen. Hun forventer ikke, at anholdelsen vil udløse en plet på straffeattesten, og selv hvis det gør, tager hun det med ro.

»Ingen af mine to job har noget imod, at jeg har en plet på straffeattesten. Hvis en arbejdsgiver har noget imod, at jeg laver klimaaktivisme, der kan koste mig en plet på straffeattesten, så vil jeg ikke arbejde for dem,« siger hun.

Terese Hauschultz er blevet anholdt til klimaaktioner to gange. Foto: Bax Lindhardt
Terese Hauschultz er blevet anholdt til klimaaktioner to gange. Foto: Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun er sigtet for at bryde ordensbekendtgørelsen og kan formentlig se frem til en bøde, men heller ikke det økonomiske aspekt skræmmer hende fra at deltage i aktioner med Extinction Rebellion i fremtiden.

»Jeg vil gætte på, at bøden kommer til at ligge mellem 1000 og 4000 kroner. Mit gæt er 2500, men nogle gange modtager man aldrig rigtig noget. Det er umiddelbart personlig hæftning, men der er også noget, der hedder Bødebanken, hvor man betaler 50 kroner om måneden og så betaler de dine bøder, men det har jeg desværre ikke selv meldt mig til,« siger Terese Hauschultz.

Der er faktisk kun én ting, hun tager forbehold for, når det kommer til at udøve civil ulydighed.

»Det er stenet at sidde i en celle i op til 24 timer. Denne gang var vi heldige kun at sidde 2,5, men det overvejer jeg lige, om jeg orker inden,« siger Terese Hauschultz.

Et af mange bannere, der var en del af blokaden. »Klimakatastrofen kan ikke løses i et kapitalistisk system,« lyder det. Foto: Extinction Rebellion.
Et af mange bannere, der var en del af blokaden. »Klimakatastrofen kan ikke løses i et kapitalistisk system,« lyder det. Foto: Extinction Rebellion.
Vis mere

Mens hun får opbakning og respekt fra sine venner, er familien hjemme i Dragør mere skeptiske. Det gør, at hun nogle gange må vælge sine kampe ved spisebordet.

»Min far er virkelig konservativ og synes, det er dumt. Han mener, at alle generationer har noget at kæmpe med og tror ikke, at klimakrisen fortsætter i fremtiden. Vi plejer at undgå samtalerne over middagsbordet. Jeg bliver tit så sur på mine forældre, når vi er uenige,« siger Terese Hauschultz, om når hun besøger de gamle.

Andre læser også