»Jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor biograferne skulle lukkes.«

Sådan lyder det søndag fra ejeren af Café Biografen i Odense, Jørgen Christensen, få timer efter, at han igen er startet med at lukke gæster ind i sine biografsale, der har været lukket siden 19. december.

Lige uden for biografsalene har spisende gæster nemlig kunnet nyde mad og drikke i al den tid, som biografen og andre kulturtilbud har været beordret lukket.

»Folk sidder jo i samme retning, når de sidder i biografsalen,« konstaterer biograf- og caféejeren i et undrende tonefald.

Jørgen Christensen fra Café Biografen glæder sig over udsigten til, at restriktionerne forsvinder.
Jørgen Christensen fra Café Biografen glæder sig over udsigten til, at restriktionerne forsvinder.
Vis mere

»Det er jo altid lettere at gøre noget, som man forstår rimeligheden af. På den måde har der været lidt automatik på vores område. Det er ikke sjovt at være del af.«

Det gider Jørgen Christensen dog ikke at bokse med mere. I dag er han en glad mand.

»Det ser helt pænt ud i dag, der er tæt på udsolgt,« siger han begejstret.

Søndag er normalt en stor dag for biografen, men eftersom genåbningen kom med kort varsel, så er det samme film, der spiller som før nedlukningen.

»Med det in mente er det jo meget opmuntrende.«

Biografdirektøren fortæller dog, at der er god plads i salene de næste dage, hvis man gerne vil genoplive biograffølelsen.

Hvis andre også skulle få den idé, så kan man dog vide sig forholdsvis sikker i biografen alligevel. Som en ekstra service har Jørgen Christensen nemlig valgt at sikre et sædes mellemrum mellem alle biografens reservationer, selvom det ikke er et krav fra myndighedernes side.

Derudover gælder de sædvanlige regler i biografen, som danskerne kender fra spisesteder, der betyder, at man skal have mundbind på, når man står op, og fremvise coronapas ved ankomst.

Andre læser også