Onsdag morgen står sygeplejersker igen foran indgangene ved Aarhus Universitetshospital. Endnu flere afdelinger er kommet til.
Det gør de som protest mod regeringens lovindgreb, der lørdag satte en stopper for strejken og for at vise ledelsen på Skejby, at de er færdige med at udvise fleksibilitet.
Fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital, Vibeke Bak, fortæller onsdag morgen til B.T., at hun har hørt, at flere afdelingerne denne morgen har sluttet sig til protesten. Det skulle blandt andet være sygeplejersker fra blodbanken.
På sociale medier skulle der eftersignede også blive opfordret til, at andre hospitaler i landet følger sygeplejerskernes eksempel i Aarhus. Vibeke Bak mener, at det muligvis kan få konsekvenser – eventuelt i form af bøder til de, der nedlægger arbejdet en time om morgenen på ulovlig vis disse dage.
»Hvis det fortsætter, så ved jeg ikke, hvad der sker, men det kunne være at regionen på et tidspunkt mister tålmodigheden og at de, der nedlægger arbejdet, kan risikere at få en form for bod. Hvis det kommer dertil, kan det være, at nogle ikke har lyst til at deltage i arbejdsnedlæggelsen længere,« fortæller hun.
B.T. fortalte i går, at hospitalet er voldsomt udfordret med akutte patienter, så hver eneste sygeplejerske er savnet på afdelingen lige nu, især når de nedlægger arbejdet om morgenen.
»Det er klart, at der er en time hver morgen, hvor patienter ikke bliver opereret eller behandlet, så der er naturligt nogle operationer, der bliver udskudt eller patienter, der venter længere,« siger Vibeke Bak.
Hun understreger dog, at sygeplejerskerne er til rådighed, hvis det brænder på.
»Jeg ved, at flere af sygeplejerskerne har nødtelefoner, som de tager med sig ud og stadigvæk passer, hvis der skulle ske noget.«
Ifølge Vibeke Bak opfordrer de nu dagligt sygeplejerskerne til at vende tilbage til arbejdet, og at man mellem ledelsen og tillidsrepræsentanter vil forsøge at finde en løsning, så man kan komme tilbage til noget, der ligner en hverdag, når de første frustrationer har lagt sig blandt de utilfredse sygeplejersker.

