Først måtte han trække sig tilbage efter blot en dag som vært for den amerikanske udgave af Jeopardy efter anklager om nedsættende bemærkninger.
Men nu - halvanden uge senere - er den populære vært Mike Richards helt færdig med det populære show, som han har været producer på siden 2019.
Det skriver Huffpost.com.
Ifølge mediet er Richards blevet tvunget til at trække sig tilbage som producer af både Jeopardy og Lykkehjulet, efter en massiv shitstorm.
»Vi havde håbet, at da Mike trak sig tilbage fra værtsrollen i Jeopardy, at vi kunne minimere de forstyrrelser og interne problemer, som vi alle har oplevet de seneste uger,« skriver Suzanne Prete, der er vicedirektør hos Sony Pictures Television, i et internt brev ifølge Huffpost.com.
Shitstormen, som Richards havnede i, kom efter at journalisten Claire McNear fra mediet The Ringer fortalte, at Richards gentagne gange havde ytret sexistiske og racistiske bemærkninger, da han medvirkede i en podcast, mens han var producer på 'The Price is Right'.
Derudover havde Richards flere problemer i baggagen. Der var blandt andet blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget indflydelse han havde på at vælge en ny permament jeopardyvært, der skulle blive en efterfølger for den tidligere mangeårige vært Alex Trabek, der døde i 2020.
Men det viste sig også, at Richards flere gange tidligere var sagsøgt for at diskriminere i sin tid på podcasten.
Selvom Richards nu er fortid som Jeopardy-vært, så når seerne alligevel at se ham i rollen. Han nåede nemlig at filme fem episoder af showet, inden han trak sig tilbage fra værtsrollen.
Indtil der er fundet en ny vært, vil forskellige personer varetage værtsrollen.