»Man kan betragte mig som en gammel veteranbil. Jeg får nogle nye stumper, og så kører jeg godt igen. Jeg føler mig som en 25-årig,« fortæller Svend Erik Paulsen i tirsdagens afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.
Og den 74-årige landmand har da også været 'på værksted' et par gange, afslørede hans børnebørn i forrige afsnit, hvor de både kunne berette om et knust håndled og en blodforgiftning.
»Landbruget er en af de farligste arbejdspladser, man kan have,« smiler Svend Erik Paulsen, da B.T. spørger til skavankerne.
»Jeg faldt fra et høloft og ned på et cementgulv. Der brækkede jeg min arm to steder, fik mit håndled knust og fik en kunstig hofte. Det ene lårben splintrede, så der er sat en længere hofteprotese i med nogle tråde rundt om, så den kunne gro sammen. Og det går så fint,« siger han om den syv år gamle ulykke.
»Så kom jeg også galt af sted med en motorsav og fik lige lavet en ridse i min hånd. Men det var nu ikke, fordi det var særlig slemt.«
Var det der, du fik blodforgiftning i hånden?
»Nej, det var, da jeg rev mig på en rævefælde,« siger Svend Erik Paulsen.
»Jeg fik en lillebitte rift, og der kom nok to dråber blod, men så skulle jeg også på jagt den dag, og klokken 10 kom der gæster,« siger landmanden, der derfor ikke tænkte på at gå til læge med hånden.
Men om eftermiddagen ændrede den udseende.
»Der lignede den pludselig en oppustet gummihandske, og jeg troede, jeg havde sprængt en blodåre,« siger han.
»Om aftenen, da vi sad og spiste, drillede mine venner mig og sagde, at nu skulle jeg på sygehuset og have skåret hånden af. Den fik ikke for lidt, for de vidste godt, at jeg ikke kunne tåle den slags, så jeg måtte hen og ligge på sofaen nogle gange,« griner han.
Gæsterne kunne til gengæld ikke vide, hvor tæt på sandheden deres drillerier snart ville være. For hånden blev ved med at vokse.
»Og på et tidspunkt skulle jeg ud og kaste op, og så besvimede jeg ude i bryggerset. Så skal jeg love for, at der ikke var nogen, der grinede mere. Så fik de mig til gengæld på sygehuset, babu-babu.«
På akutmodtagelsen blev han mødt af en kvindelig sygeplejerske, der forberedte ham på, at han nok skulle indlægges. Men det skulle Svend Erik Paulsen ikke nyde noget af.
»Jeg har jo hele huset fuld af gæster,« sagde han.
I stedet fik han overtalt vagtlægen til at give ham penicillin, så han kunne komme hjem igen.
Og næste dag gik det da også bedre. Indtil Svend Erik Paulsen gik i bad om aftenen og fik kigget på sin overkrop.
Under hver armhule var der nu opstået store røde prikker, som var han blevet brændt af brændenælder.
»Og så var der noget i mig, der sagde: 'Nå, du må vist hellere komme en tur omkring sygehuset igen.«
Det var den samme sygeplejerske fra dagen forinden, der tog imod ham. »Det var godt, du kom,« husker han, hun sagde.
Hun havde netop spurgt sine kollegaer, om der var kommet en mand 'med en mærkelig hånd'. For ellers ville han nok komme snart.
Oppe hos vagtlægen blev der trykket nogle gange på hans hånd.
»'Gør det ondt?' spurgte hun, og det gjorde det jo, men jeg havde også hørt, at hvis der var en masse betændelse i hånden, ville de skære den op, og jeg skulle aldeles ikke skæres i, så jeg sagde ikke så meget,« siger Svend Erik Paulsen.
Lægen trykkede flere gange, men Svend Erik Paulsen forholdt sig tavs. Indtil sygeplejersken fra tidligere sagde: 'Du ved godt, han er landmand, ikke?'
Og så fik hans hånd et ordentligt tryk.
»Og jeg skreg, for det gjorde vanvittigt ondt. Og så skulle jeg jo så indlægges. Og denne gang måtte jeg hellere lade være med at spille klog – bare adlyde,« siger Svend Erik Paulsen.
»Og så gik der jo ikke 20 minutter, før de slog ring om mig, og jeg blev lagt i narkose og tænkte: 'Nå, det var nok det liv',« husker han.
»Men så vågnede jeg jo heldigvis op igen.«
I dag har han det fint. Bakterierne fra rævefælden fik ikke has med hånden i denne omgang, men inden Svend Erik Paulsen forlod hospitalet, fik han at vide, at han havde været heldig. Havde han fortsat med at ignorere smerterne, havde de ikke kunnet redde hånden, fik han at vide.
Det betyder dog ikke, at Svend Erik Paulsen har skruet ned for sit farlige arbejde eller den aktive livsstil. Tværtimod. For som han tidligere har sagt til B.T.:
»Jeg er heller ikke typen, der sætter mig i en lænestol, læser blade og spiser et stykke chokolade. Jeg kan godt lide at udrette noget, for så føler man også, at man stadig kan alt muligt. Det er en dejlig følelse at have som 74-årig.«
