Grundvandet skal sikres omkring Lindvedværket, og en af de måder, man vil gøre det på, er ved at anlægge 260 hektar skov.

Et område, der svarer til 364 fodboldbaner.

Mandag var dagen, hvor man underskrev en aftale om at få beplantet det store område ved Højby, der ligger syd for Odense.

Det ville man til dels gøre for at sikre grundvandet, og så skal det også udgøre et rekreativt område, som Odenseanerne kan benytte sig af.

»Med skovrejsningsprojektet tager vi for alvor fat på at få beskyttet grundvandet på Lindved Kildeplads, der er én af Vandcenter Syds største kildepladser,« udtaler Anders W. Berthelsen, der er bestyrelsesformand i Vandcenter Syd, ifølge en pressemeddelelse, Naturstyrelsen har sendt ud.

»Vores mål er at producere drikkevand baseret på rent grundvand. På Lindved Kildeplads kan vi nu ane dette mål i horisonten med indgåelse af skovrejsningsaftalen,« siger han.

Her ses området, hvor man ønsker at anlægge en skov.
Her ses området, hvor man ønsker at anlægge en skov. Foto: Foto: Pressefoto
Vis mere

Der er dog et godt stykke til, at der står en skov og troner i området.

For det første skal myndighederne have erhvervet sig det område, der skal plantes i. Altså skal områdets lodsejere gå med til at sælge til Naturstyrelsen, for indtil videre ejer myndighederne kun 12 hektarer.

Derudover er der sat en tidsramme på 20 år for at færdiggøre projektet, så man forventer først at være færdige i 2041.

»Vi vil nu undersøge muligheden for at erhverve yderligere arealer inden for projektområdet, hvorefter vi vil igangsætte planlægning og borgerinddragelse om, hvordan de nye arealer kan indrettes,« siger skovrider Jakob Harrekilde Jensen, Naturstyrelsen Fyn.

Mandag 13. september 2021 kl. 13.00 underskrev by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt, bestyrelsesformand for Vandcenter Syd Anders W. Berthelsen og skovrider Jakob Harrekilde Jensen fra Naturstyrelsen Fyn samarbejdsaftalen ved en mindre ceremoni på stedet.

Der er lagt et budget på 66,4 millioner kroner, hvoraf 12 millioner kommer fra Odense Kommune, 32 millioner kommer fra Vandcenter Syd og 22 millioner kommer fra Naturstyrelsen.