Hun tyder drømme, hun healer, og så kan hun gå i trance og fungere som talerør for ånder.

Susan Jørgensen er 61 år og lever i et med det, hun kalder den spirituelle verden.

Men sådan har det ikke altid været.

»Da jeg var i slut-30erne, var jeg overhovedet ikke spirituel. Jeg mente faktisk, at det var noget decideret pjat,« fortæller Susan Jørgensen, der i dag arbejder som psykoterapeut, healer og spirituelt medium i sin egen klinik i det sydlige Odense.

Hun har nemlig gennem 16 år arbejdet som administrativ sekretær på Odense Sygehus, og hun har derfor altid lænet sig op ad videnskaben.

»Inderst inde drømte jeg om, at den spirituelle verden eksisterede, men dengang troede jeg ikke på det.«

Susan Jørgensen arbejder som psykoterapeut, healer og spirituelt medium i det sydlige Odense. Privatfoto.
Susan Jørgensen arbejder som psykoterapeut, healer og spirituelt medium i det sydlige Odense. Privatfoto.

Hendes kolleger var dengang alle læger og sygeplejersker.

Alle omkring hende arbejdede dengang ud fra fakta, videnskab, analyser og lægelig erfaring. Der var simpelthen ikke plads til andet end videnskaben.

Susan Jørgensen endte dog med i 2016 at blive så syg af stress, at hun måtte lægge sit liv helt om.

»Jeg var i samme periode i gang med at uddanne mig til psykoterapeut, og i den periode arbejdede jeg meget terapeutisk med mig selv,« siger Susan Jørgensen.

Langsomt åbnede døren sig til den spirituelle verden gennem drømmetydning.

»På et tidspunkt anbefalede min egen drømmetyder mig at tage en session hos en healer, og i starten var jeg meget imod det. Og efter min første behandling fik jeg heller ikke noget ud af det. Men jeg gav det en chance til, selvom jeg faktisk følte, at det var spild af penge,« siger Susan Jørgensen.

Oplevelsen hos healeren kom til at danne grobund for hele hendes nye virkelighed. Efter anden session følte hun nemlig, at hun både svævede og kunne se lys og stjerner.

»Spirituelle oplevelser kan ikke forklares, de skal opleves.«

Selv anerkender hun, at det har været en vild rejse fra at være dybt skeptisk til i dag at drive en klinik, hvor den spirituelle verden udgør hele hendes hverdag.

En hverdag, som nu handler om, at 'mærke' andre mennesker – og om at have kontakt til det, Susan Jørgensen selv kalder den åndelige verden.

En kontakt, som hun blandt andet fortæller, gør hende i stand til at mærke, om åndelige væsener har taget bolig i en klients krop – og som gør hende i stand til gennem trance at fungere som talerør for ånderne.

»Første gang jeg viste min mand, hvad jeg egentlig er i stand til, så begyndte han at grine. Det var simpelthen en så speciel oplevelse for ham, at han ikke kunne holde masken. Og det gjorde også, at jeg selv røg ud af trancen,« fortæller Susan Jørgensen.

»Jeg bruger min intuition hver gang, jeg har klienter. På det seneste har jeg oplevet en del klienter, som havde en del andet med sig end blot traumer. Så stiller jeg spørgsmålet 'Er du alene i din krop?' og ser, hvad der sker. Og så er der faktisk klienter, der kan mærke, at de ikke er alene,« siger hun og fortsætter:

»Der er altså åndelige væsener – som regel afdøde – som har taget bolig i deres krop.«

Susan Jørgensens klinik Sjælens Vej ligger i Allerup på hendes hjemmeadresse. Hendes klinik udgøres af en pavillon på omkring 15 kvadratmeter. Privatfoto.
Susan Jørgensens klinik Sjælens Vej ligger i Allerup på hendes hjemmeadresse. Hendes klinik udgøres af en pavillon på omkring 15 kvadratmeter. Privatfoto.

Selvom der ifølge Susan Jørgensen ikke er tale om farlige eller onde væsener, kan det stadig have nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for klienten ikke at være alene i egen krop, lyder det.

»Og der beder jeg den åndelige verden om at komme og hente de afdøde. Der skal også terapi til, for nogle gange har klienten haft en afdød med helt fra barndommen,« siger hun.

Kan du godt forstå, at der er nogle, som har svært ved at tro på den spirituelle verden, og som er skeptiske over for de evner, du fortæller her, at du har?

»Jeg kan godt forstå, at nogle møder mig med skepsis, for jeg har jo selv været der. Hvis man ikke har oplevet det selv, så kan man ikke sætte sig ind i det, og det kan jeg sådan set godt forstå.«

»Tidligere havde jeg en stor lyst til at dele den spirituelle verden med alle og fortælle, at jeg havde fundet de vises sten, men sådan har jeg det ikke mere. Alle har hvert sit ståsted og hver sin virkelighed, og det skal man have lov til.«

Af samme grund er der derfor klienter, hvor hun helt holder det spirituelle ude af samtalen, simpelthen fordi klienterne ikke har en spirituel tilgang.

»Så udfører jeg i stedet ganske almindelig terapi, men laver hele den spirituelle del i mine tanker. Det er lige så effektivt. Jeg mærker hele tiden efter, hvad der er rigtigt i situationen,« forklarer hun.

Men der findes også en helt anden type af skeptikere, fortæller Susan Jørgensen.

»Den type skeptikere mener, at mine evner er skænket af gud, og sådanne evner kan man ikke tillade sig at tjene penge på.«

»Alle mennesker har spirituelle evner. Jeg har fokuseret på at udvikle mine evner på samme måde, som andre dygtiggør sig inden for deres felter. Jeg har også brug for at tjene penge,« afslutter Susan Jørgensen.