Dumme fejl kan opstå, når man er smart i en fart i en helvedes larm.

Det har den populære kæde Joe & The Juice måttet sande efter at have indkasseret sure smileys og bøder hen over foråret.

Den manglende efterlevelse af fødevarereglerne får nu konsekvenser for alle kædens unge mænd og kvinder bag disken – de såkaldte 'juicere'.

»Vi indkalder nu alle vores 550 ansatte i vores forretninger på et obligatorisk kursus, som skal sikre, at Joe & The Juice lever op til vores egne – og myndighedernes – regler på området,« skriver Joe & The Juice i en mail til B.T.

Samtidig indfører Joe & The Juice en ny egenkontrol, som medarbejderne også trænes i, lyder det.

Juice-gigantens udmelding kommer efter, at Fødevarestyrelsen flere gange har konstateret problemer på to af kædens københavnske juicebarer.

Dårlig fødevarehygiejne har udløst en bøde på 10.000 kroner til kædens ene juicebar i Frederiksberg Centret, og Joe & The Juice ved Rundetårn har fået en bøde i samme størrelsesorden på grund af manglende skadedyrssikring.

»I det konkrete tilfælde fra Frederiksberg er der begået klare fejl, som vi beklager meget. Der må ikke herske tvivl om regler og procedurer i vores butikker, og derfor er den manglende overholdelse også uacceptabel,« skriver Joe & The Juice.

Meget er da også på spil for Joe & The Juice i disse tider.

Kæden har således planer om 200-300 nye juicebarer i Mellemøsten over de næste ti år, hvilket kan bane vejen for en børsnotering.

Joe & The Juice oplyser, at deres ansatte uddannes ved ansættelse i at følge kædens fastlagte hygiejneprocedurer »grundigt og samvittighedsfuldt«.

Men til trods for det venter der dem nu et opfølgende kursus, der skal sætte skik på hygiejnen.

»Vi stræber altid efter at have de højeste standarder i vores forretninger, og overordnet anerkendes det også løbende ved myndighedernes kontrolbesøg: Normalt får vi glade smileys. Myndighedernes regler er også vores grundlov,« skriver Joe & The Juice til B.T.

Joe & The Juice findes over 200 steder i Europa, USA og Østasien, heraf ligger cirka en tredjedel af juicebarerne i Danmark.

Virksomheden, der primært sælger juice, kaffe og sandwich, blev grundlagt i 2002 af iværksætteren Kaspar Basse med den første juicebar i København.