'Oure Efterskole lukkes midlertidigt på grund af et smitteudbrud'.

Sådan skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter efter et større smitteudbrud på efterskolen.

Elever, medarbejdere og personale samt deres familie er alle blevet opfordret til at lade sig teste, og styrelsen følger situationen og foretager smitteopsporing, fremgår det af tweetet.

Fyens.dk skriver, at 19 elever er testet positive for den britiske variant af covid-19.

Mandag i sidste uge mødte skolens 560 elever ind efter den seneste samfundslukning, og forstander Mette Romer Søborg fortæller til fyens.dk, at eleverne blev testet tirsdag og fredag.

»Tirsdag var alle test negative, men fredag var der en enkelt, der var positiv. Der var desuden nogle, som senere på dagen udviste symptomer på corona,« siger forstanderen til fyens.dk.

Henover weekenden samt mandag og tirsdag i denne uge testede flere positive, og onsdag klokken 14.40 fik skolen et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at lukke ned.

Forstanderen fortæller, at eleverne har taget det pænt, og at de nu er i færd med at rengøre skolen, som, de satser på, kan genåbne efter påske.