Siden juleferien har livet på Vedersø Idrætsefterskole stået stille. Alle elever har været hjemsendt – hver for sig. Det kan ikke mindst ses på væggen på vej ned til elevværelserne.

»Jeg tror, det hører til på alle efterskoler. Vores fine væg, hvor vi har flirts, kærester, folk, der lige skal lave en ommer, og singlelisten,« siger Nikolaj Majgaard Sørensen.

Han peger på kærestevæggen, hvor langt de fleste ansigter er placeret i en lyserød singlesky.

»Den har stået rimelig stille de seneste par måneder, kan jeg forestille mig. Men den er klar til at blive opdateret. Det er helt sikkert.«

Kærestevæggen lider lidt under de manglende efterskolefester.
Kærestevæggen lider lidt under de manglende efterskolefester. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Efter ti uger hjemme på værelset i Mejrup ved Holstebro er 16-årige Nikolaj Majgaard Sørensen nu mere end klar til at tage hul på efterskolelivet igen.

»Det er jo lidt ensomt at sidde hjemme med sin skærm i stedet for i en hal med 130 andre elever,« siger han.

Siden de kort før jul sagde farvel, har han ikke set meget til vennerne fra efterskolen. Han har set en enkelt veninde, og så har de været nogle gutter på en sommerhustur. Ellers er resten foregået over Zoom.

Der går da heller ikke mange minutter, før de to tasker og vasketøjskurven er pakket ud, og han spiller pool i pejsestuen.

På få minutter er taskerne pakket ud og poolbordet kapret.
På få minutter er taskerne pakket ud og poolbordet kapret. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

»Jeg har savnet gutterne,« siger han, inden han lover tæv til sin modstander ved poolbordet.

Men de skal også lige finde hinanden og ind i fællesskabet igen.

»Det er lidt ligesom at starte op på ny men med mennesker, man kender en smule. Nogle har jeg ikke har set i flere måneder – heller ikke på Zoom,« siger han.

Flere af eleverne giver udtryk for, at de lige skal omstille sig til at være sociale efter ti uger mere eller mindre alene hjemme på værelset.

Over skrivebordet hjemme på værelset hænger et billede af alle de andre elever og lærer på efterskolen.
Over skrivebordet hjemme på værelset hænger et billede af alle de andre elever og lærer på efterskolen.
Vis mere

»Jeg tror, det er vigtigt, at vi her i starten er meget åbne for hinanden og ser hinanden på en anden måde, fordi det er lang tid siden, vi har set hinanden sidst,« siger Nikolaj Majgaard Sørensen

Det er hele lærerteamet og forstander Kim Skouborg da også meget opmærksomme på. Det lærte de efter nedlukningen sidste forår, hvor eleverne også var hjemme i ni uger.

»Det bliver hårdt arbejde de næste 14 dage – især for nogle af eleverne, som har vænnet sig til at være alene,« siger Kim Skouborg.

Heldigvis er der ud af de 128 elever kun én elev, som på grund af coronasituationen har valgt ikke at komme tilbage på skolen.

Alle de boglige timer er foregået ved skrivebordet på værelset. Lige pånær den første time - som regel engelsk - som oftest foregik i sengen.
Alle de boglige timer er foregået ved skrivebordet på værelset. Lige pånær den første time - som regel engelsk - som oftest foregik i sengen. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Hun var fra Island, hvor de har holdt landet mere åbent, og hun valgte derfor en skole på Island i stedet for usikkerheden på en dansk efterskole.

Indtil videre er det da også kun efterskoler i Nord- og Vestjylland, som har fået lov at genåbne med nye krav om to ugentlig test.

»Vi er selvfølgelig kede af, at det ikke var alle, der fik lov til at åbne op. Men når vi nu har fået muligheden var det op til os at vise, at det kan lade sig gøre,« siger Kim Skouborg, der krydser fingre for, at resten af landets efterskoler får lov at åbne igen om to uger.

Udover kravet om to ugentlige test må eleverne ikke besøge hinandens på værelser, ligesom de altid skal spise ved det samme bord.

»Men undervisning og idræt må vi lave på tværs, som vi plejer, så det skal nok blive rigtig godt,« siger Kim Skouborg.

Nikolaj Majgaard Sørensen ser da også særligt frem til at gymnastiktimerne rykker fra Zoom tilbage til skolens store hal. Det er ikke helt det samme at stå og øve fællesseriens fejesving hjemme i familiens multirum i Mejrup.

»Det er lidt svært at holde gejsten oppe, når man ikke er sammen med 130 andre,« siger han.

Men øvet sig, det har han. Også selvom han ikke tror på, at de kommer ud og laver opvisning for det helt store publikum.

Det er ikke helt det samme at øve fællesserie til gymnastikopvisningen over zoom.
Det er ikke helt det samme at øve fællesserie til gymnastikopvisningen over zoom. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Gymnastikopvisningerne er ellers ligesom skiferien til Norge nogle af de helt store højdepunkter i et efterskoleophold på Vedersø Idrætsefterskole.

Det ved Nikolaj Majgaard Sørensen fra sin storesøster, der også har gået på skolen. Skiene lå da også klar til afgang på hans værelse i Mejrup, hvor de nu får lov at samle støv.

Han har dog ikke noget at klage over, når han sammenligner sig med sin søster, der går i 1.g og, lillebroren, der går i 8. Klasse, som altså fortsat må leve med fjernundervisning.

»Vi må jo faktisk ret meget, når vi først er ude på skolen,« siger han.

Det var næsten som første skoledag en gang til, da Nikolaj og de andre elever mandag eftermiddag kom tilbage på efterskolen.
Det var næsten som første skoledag en gang til, da Nikolaj og de andre elever mandag eftermiddag kom tilbage på efterskolen. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

For jo, godt nok lider kærestevæggen hårdt under, at årgang 20/21 på Vedersø Idrætsefterskole ikke har haft mulighed for at holde efterskolefester og den slags. Skyen af singler er unormal stor, konstaterer en af lærerne.

Men kram bliver der ikke sparet på her på første skoledag – for anden gang. Der er lidt, der skal indhentes.

Derfor har Nikolaj Majgaard Sørensen også planer om at blive på efterskolen i alle de weekender, han overhovedet kan komme i nærheden af.

»Det bliver super rart at falde ind i en efterskolerutine igen, hvor vi flyver rundt og laver sport, spiser masser af mad og hygger sammen i det store fællesskab, vi nu har mistet i et par måneder,« siger han.

Hvis det står til Nikolaj, skal han ikke hjem på weekend foreløbigt. Han skal have så meget så muligt efterskole med. 
Hvis det står til Nikolaj, skal han ikke hjem på weekend foreløbigt. Han skal have så meget så muligt efterskole med.  Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere