Prins Harry er – måske ikke så overraskende – en eftertragtet herre på jobmarkedet.

Tirsdag kom det frem, at han har landet en tjans hos en konsulentvirksomhed, og onsdag lyder det, at han har underskrevet en ny ansættelseskontrakt.

Den britiske prins skal således fremover tage del i arbejdet hos en tænketank, der fokuserer på misinformation i medierne.

Som en del af Aspen Institutets nye Commission on Information Disorder-afdeling skal prins Harry bidrage til at undersøge, hvordan man kommer det, han kalder en 'informationskrise', til livs.

»Nutidens digitale verden har oversvømmet os med en lavine af misinformation, der påvirker vores evne som enkeltpersoner såvel som samfund til at tænke klart og virkelig forstå den verden, vi lever i,« forklarer han i en udtalelse ifølge Birmingham Mail.

»Det er min opfattelse, at der er tale om en humanitær krise, og derfor kræver det, at stemmer som jurister, akademiske forskere, mediepersoner og ledere fra regeringer samt civilsamfundet reagerer.«

Sammen med 17 andre medlemmer af kommissionen vil prinsen indgå i en seks måneder lang undersøgelse, der skal kortlægge tilstanden i de amerikanske medier.

Samtidig skal han varetage sit job hos konsulentvirksomheden BetterUp, som tirsdag kunne meddele, at den havde fået prinsen med ombord.

Prins Harry og hertuginde Meghan under Oprah-interview.
Prins Harry og hertuginde Meghan under Oprah-interview. Foto: HARPO PRODUCTIONS
Vis mere

»Jeg tror fuldt og fast på, at fokus på og prioritering af vores mentale sundhed udløser potentiale og muligheder, som vi aldrig vidste, vi havde i os,« lød det i den forbindelse fra prinsen, der fortsatte:

»Gennem et årti i militæret lærte jeg, at vi ikke blot opbygger fysisk modstandsdygtighed, men også mental modstandsdygtighed.«

Virksomheden leverer blandt andet online coaching, og prins Harrys arbejde vil blandt andet bestå i at skabe opmærksomhed omkring mental sundhed.

Alt imens han varetager de to job, har han også gang i flere projekter sammen med sin hustru.

Han og hertuginde Meghan har blandt andet oprettet et produktionsselskab ved navn Archewell Productions og en podcast under navnet Archewell Audio.

Disse har for nuværende indgået kontrakter med giganter som Netflix og Spotify.