'Nordfalcken' fra Aarhus, Søværnet og Hjemmeværnet var søndag til stede ved Knebel i en redningsaktion.

'Nordfalcken' modtog nemlig et opkald klokken 13.20 om, at to kitesurfere var fanget på vandet.

»De var ude at kite, men bliver overrasket over en tåge, der pludselig kommer rullende ind over dem. Da tågen kommer, forsvinder vinden totalt, så det er ikke muligt for dem at komme i land,« fortæller Klaus Faarvang, der var skipper på 'Nordfalcken' på dagens opgave.

'Nordfalcken' satte derfor en redningsaktion i gang, og der bliver tilkaldt assistance ved Søværnet og Hjemmeværnet.

»Vi var nervøse for, at det ville blive mørkt, inden vi fandt dem, så vi havde brug for ekstra hænder. Man turde dog ikke gå i luften med helikopteren på grund af tågen, den har ellers bedre udstyr end os,« forklarer Klaus Faarvang.

Det tog cirka halvanden time, fra der blev ringet efter hjælp, til de to surfere igen var på land i god behold.

»De var begge kommet i land selv, men stod på hver side af Vigen og var bekymrede for hinanden,« fortæller Klaus Faarvang.

Han fortæller dog, at de to surfere havde gjort alt rigtigt.

»De havde den rigtige påklædning på og radioudstyr, så de kunne komme i kontakt med os. Det er utrolig svært at forudsige, hvornår tågen kommer rullende, så de havde taget de forholdsregler, de kunne,« siger han.

'Nordfalcken' ligger til i Egå Marina, hvor en gruppe frivillige er klar til at sejle ud i Aarhus Bugten, hvis nogen kommer i fare på vandet. De assisteres af Søværnets Operative Kommando.