Fra lørdag til søndag er der sket mere end en halvering i antallet af nye coronasmittede i Aarhus Kommune.
Således viser tal fra Statens Serum Institut, at der søndag er registreret 492 nye smittede i kommunen.
Tallet står dog i skyggen af, at der landet over kun er blevet foretaget 65.325 pcr-test – normalt bliver der foretaget over 100.000 test om dagen.
Men Falck forventer, at der snart igen vil blive travlt for poderne, hvorfor de opruster for deres testkapacitet.
I Region Midtjylland vil det betyde, at man går fra en testkapacitet på 63.000 til 105.000 pr. dag inden 7. januar.
»Vi regner med, at der kommer tryk på her efter nytårsaften. Folk begynder på arbejde igen, efter de har set en masse mennesker, så vi vurderer, at mange gerne vil have foretaget en test. Vi gør vores bedste for at stille en kapacitet, der tager højde for det,« siger Dennis Abildgaard Jørgensen, der er regionsdirektør ved Falck Region Midt.
Det betyder også, at der skal ansættes flere podere til at varetage opgaven. Falck forventer at ansætte omkring 600 den kommende uge blot i Region Midtjylland.
»Vi er i gang med at ringe rundt for at få alle kurser fyldt op, så vi skalerer kraftigt op,« siger Dennis Abildgaard Jørgensen.
Der vil blive åbnet mere end ti nye centre i Region Midtjylland den kommende uge.
Indtil videre skaleres der op indtil 7. januar, men Dennis Abildgaard Jørgensen vil ikke afvise, at det fortsætter efterfølgende.
»Frem mod 7. januar er der fuld tryk på, men vi tager hele tiden bestik af situationen. Hvis efterspørgslen bliver ved med at stige, øger vi også fortsat efterfølgende,« siger han og fortsætter.
»Vores mål er så kort ventetid og kø som muligt. Det gør vi alt, hvad vi kan, for at efterleve i testcentrene.«
Lige nu har Falck i alt ni testcentre i Aarhus Kommune
Der er torsdag registreret 7.954 nye tilfælde med coronavirus i alt på landsplan.
Antallet af indlagte med coronavirus i hele landet stiger med 62, hvor der nu er 709.
I Region Midtjylland er der 78 indlagte.