Efter travle juledage og nytårsfejring vil midtjyderne strømme til testcentrene, inden den igen står på arbejde.

Det er i hvert fald forventningen ved Falck, der nu opruster kraftigt.

I Region Midtjylland vil det betyde, at man går fra en testkapacitet på 63.000 til 105.000 per dag inden 7. januar.

»Vi regner med, at der kommer tryk på her efter nytårsaften. Folk begynder på arbejde igen, efter de har set en masse mennesker, så vi vurderer, at mange gerne vil have foretaget en test. Vi gør vores bedste for at stille en kapacitet, der tager højde for det,« siger Dennis Abildgaard Jørgensen, der er regionsdirektør ved Falck Region Midt.

Det betyder også, der skal ansættes flere podere til at varetage opgaven. Falck forventer at ansætte omkring 600 den kommende uge blot i Region Midtjylland.

»Vi er i gang med at ringe rundt for at få alle kurser fyldt op,så vi skalerer kraftigt op,« siger Dennis Abildgaard Jørgensen.

Der vil blive åbnet mere end 10 nye centre i Region Midtjylland den kommende uge.

Indtil videre skaleres der op indtil 7. januar, men Dennis Abildgaard Jørgensen vil ikke afviser, at det fortsætter efterfølgende.

»Frem mod 7. januar er der fuld tryk på, men vi tager hele tiden bestik af situationen. Hvis efterspørgslen bliver ved med at stige, øger vi også fortsat efterfølgende,« siger han og fortsætter:

»Vores mål er så kort ventetid og kø som muligt, det gør vi alt, hvad vi kan, for at efterleve i testcentrene.«