Hun bragede ind på den politiske scene og blev i en alder af blot 29 år den første Venstre-borgmester nogensinde i Aarhus. I dag er hun åben for, at tilfældigheder kan føre hendes karriere alle veje – lige med undtagelse af tilbage ind i politik.
Louise Gade husker tydeligt spillet på rådhuset den novembernat i 2001, inden konstitueringsaftalen med Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti kunne skrives under. Pressen jagtede dem, hver gang de gik ud og ind ad en dør.
Derfor fik de dørene og mellemrummene mellem lokalerne på indersiden af rådhuset låst op. På den måde kunne de løbe frem og tilbage mellem lokalerne, uden at pressen opdagede det, og selv styre, hvornår de ville signalere noget over for de andre partier.
Prognoserne så bedre ud, end de nogensinde havde gjort for Venstre, og Louise Gade havde fået Konservatives spidskandidat med på, at partiet skulle pege på hende som borgmester, hvis det kunne nå så vidt. Nu manglede de bare at få Radikale og Dansk Folkeparti med, selvom det var noget af en opgave.
»Vi løb hele tiden frem og tilbage. Når jeg ikke var sammen med den ene, så havde jeg nogen til at være sammen med dem, fordi de ikke skulle gå hen og snakke med nogle andre,« forklarer Louise Gade med et smil på læben. Imens kørte de kaffe, cola og chokolade ind i en lind strøm for at holde energiniveauet oppe.
Indtil klokken ni om morgenen forhandlede de. På det tidspunkt havde hun ikke sovet i over 26 timer, men arbejdet gav pote, og Louise Gade kunne som den første Venstre-politiker nogensinde erklære sig for borgmester i Aarhus.
Året var 2002, da hun tiltrådte, og for første gang i 83 år mistede Socialdemokratiet magten i byen efter et kommunalvalg. Og ikke nok med det. Hun var også den første kvindelige borgmester i Danmarks næststørste by. Hun husker stadig tydeligt lettelsen og glæden.
»Det er en lidt ud af kroppen oplevelse, når man er i så intense forløb og har været igennem så intens en valgkamp og så pludselig står der,« forklarer hun.
I dag er det 20 år siden, at hun tog magten fra de røde. Magten er for længst vendt tilbage til Socialdemokratiet, og Louise Gade har forladt politik efter både at have været menigt medlem af byrådet, politisk leder, borgmester og rådmand.
Først for et job som vicedirektør for HR på Aarhus Universitet og siden for at være direktør for VIA Efter- og videreuddannelse samt prorektor på Via University College. I dag er hun HR-chef i Salling Group.
Hun har nemlig bevidst valgt et andet liv.
»Jeg har hele tiden være meget bevidst om, at politik ikke skulle være det, der definerede mit liv. Det var for en periode. Det er derfor, det er et erhverv, man er valgt til, og ikke et job man bliver ansat til. Man skal være inde for en periode og være sine medborgeres talerør. Det er derfor, det hedder et repræsentativt demokrati. Og så skal man ud igen,« siger hun.
Ambitioner har hun dog ikke lagt på hylden, og derfor er hun også åben for at tage imod de muligheder – og især udfordringer – som fremtiden bringer.
En del af hendes livsfilosofi går nemlig på, at man aldrig skal planlægge sin karriere ned i detaljer. For hvis man gør det, så risikerer man, ifølge hende, at gå glip af spændende oplevelser og udfordringer. Det er også med det mantra, at hun er landet de job, som hun har haft, efter hun forlod politikken tilbage i 2009.
Dog har hun også været privilegeret, for ved alle hendes job er hun blevet prikket på skulderen.
Det startede med en karriere som advokat, så skiftede det til politik og nu videre i uddannelsesarbejde, HR og ledelse.
»Det handler om, at man hele tiden er nysgerrig og modig og har et åbent sind, og at man prøver at springe ud i nogle ting, som man måske ikke lige selv havde set komme. Det, der sker, hvis man lægger en fast karriereplan, er, at man går glip af alle de ting, man ikke selv havde set komme, og det er som regel der, hvor de allermest spændende oplevelser og udfordringer ligger,« pointerer hun.
En ting ved hun dog med sikkerhed. Hun skal ikke tilbage i politik.
»Det har jeg endegyldigt sagt nej til. Selvfølgelig synes jeg stadigvæk, det er rigtig spændende at følge med i, og det er også en professionel fordel i mit virke, men jeg tænker, at nu er der andre, der må tage over. Jeg har taget min tid i politik, og man skal passe på med at tro, at man er uundværlig,« siger hun.
Derfor har hun også gennem sin tid i politik takket nej til hele to ministerposter, afslører hun under interviewet.
»Selvfølgelig bliver man smigret, når nogle ringer, men man skal passe på, man ikke lader smiger og trangen til magt vinde over, at man mærker efter i maven, hvad man virkelig brænder for. Man er nødt til at have det sådan, at det er en selv, der styrer politikken, og ikke politikken, der styrer en. Derfor har jeg altid haft det lidt svært med dem, der tager en ministerpost for bare at tage en ministerpost,« siger hun og fortsætter:
»Og så har jeg også hele tiden haft en ambition om, at politik kun skulle være for en begrænset årrække for mig, og jeg var bekymret for, at hvis man først fik sagt ja til det, ville man så kunne slippe det igen? For så ville man pludselig også skulle stille op til Folketinget, og så ville det ene tage det andet, og lige pludselig ville der være gået så lang tid, hvor man har været væk fra en civilkarriere,« afslutter hun.
