Lørdag aften fyldte en stor demonstration en del i bybilledet i Aarhus.

Demonstrationen var arrangeret af Modstand Midtjylland, og cirka 3.000 demonstranter var mødt op, oplyser en af deltagerne.

»Vi kæmper for et frit land, hvor man har ret til at bestemme over sin egen krop,« siger Torkil Poulsen, der selv deltog i demonstrationen.

Modstand Midtjylland beskriver sig selv som »en del af den danske modstandsbevægelse, som kæmper for vores frihed og rettigheder og imod coronarestriktionerne, vacciner og coronapas«.

Demonstranterne gik en rute på 8,5 kilometer gennem Aarhus Midtby, inden de sluttede på Rådhuspladsen i Aarhus, hvor der var musik og dans.

»Det forløb fredeligt og rigtig godt. Det var en masse frie mennesker, der kunne kysse og kramme,« siger Torkil Poulsen.

Mange vil jo mene, vi allerede har et frit land?

»Ja, men der kommer mere og mere tvang. De tager nærmest en skive af osten hver dag. Lige pludselig ender det med, du ikke kan leve i det her samfund, uden du har taget en vaccine,« siger Torkil Poulsen.

Man bliver jo ikke tvunget til at tage vaccinen lige nu?

»Det starter stille og roligt nu her, og vi bliver mere og mere begrænset. Det er et stort komplot mod menneskeheden og det frie menneske. Vi bliver indirekte tvunget til at tage vaccinen, og coronatest er også en form for tvang, hvor du skal have den for at kunne noget,« mener Torkil Poulsen.

Han oplever, at stemningen i befolkningen er vendt.

»Da vi startede de her demonstrationer for halvandet år siden, stod folk med en fuckfinger ud ad vinduet og var totalt negative. Nu kan man fornemme, det skifter. Folk jubler, vinker og klipper og er rigtig glade for, at nogen kæmper for deres frihed,« fortæller han.

Og dem, der fortsat er kritiske over for deres protester, ved Torkil Poulsen godt, hvad han tænker om.

»De er totalt hjernevaskede af mediernes propaganda. De kan tage deres vacciner og se, hvordan det går,« siger han.

Turen skabte lidt trafikale udfordringer undervejs, da demonstranterne fyldte en del, men der var kun tale om korte forstyrrelser.

Østjyllands Politi oplyser, at demonstrationen forløb forholdsvist roligt.

Dog kom otte demonstranter hjem med en sigtelse.

En 27-årig mand havde blandt andet affyret et bomberør. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven – han blev desuden fundet i besiddelse af yderligere 15 uafskudte bomberør, der blev beslaglagt.

En anden 27-årig mand affyrede et romerlys lige ved siden af et par betjente. Han blev derfor hevet ud af optoget og ligeledes sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

De resterende seks blev sigtet for besiddelse af narkotika.