For blot et års tid siden var de på kant med partilinjen på grund af deres støtte til den palæstinensiske organisation DFLP, hvis militære gren deltog i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023.

Nu er de alle fire kandidater for Enhedslisten til kommunalvalget den 18. november. Ingen af dem vil dog svare på, om de stadig bakker op om DFLP.

De fire kandidater, der tidligere har støttet DFLP, er Helge Bo Jensen, der sidder i byrådet i Albertslund for Enhedslisten og er partiets spidskandidat i kommunen samt Jeppe Milthers, der er kandidat sammesteds.

Derudover drejer det sig om Lasse Bertelsen og Christian Ivan Jacobsen, der stiller op i henholdsvis Holbæk og Odense Kommune.

Alle fire var de med til at stille et meget omdiskuteret forslag til Enhedslistens årsmøde i 2024, hvor de foreslog at genoptage samarbejdet med DFLP.

Helge Bo Jensen og Christian Ivan Jacobsen har desuden været med i protestgruppen Rødt Venstre, der udover støtte til DFLP blandt andet har markeret sig med synspunkter om, at ejendomsretten til produktionsmidlerne bør afskaffes, og at Danmark bør melde sig ud af NATO og EU samt indstille våbenleverancerne til Ukraine.

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, taler til pressen efter partiets ekstraordinære årsmøde i december 2024, hvor partiet ændrede sine vedtægter for bedre at kunne slå ned på medlemmer, der støtter terror.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, taler til pressen efter partiets ekstraordinære årsmøde i december 2024, hvor partiet ændrede sine vedtægter for bedre at kunne slå ned på medlemmer, der støtter terror. Anthon Unger

Samarbejdet mellem DFLP og Enhedslisten blev afbrudt i kølvandet på, at organisationens militære gren havde deltaget i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023. 

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan DFLP-folk bortførte og henrettede en 21-årig civil mand fra Tanzania ved navn Joshua Mollel under terrorangrebet.

Forslaget blev nedstemt, og siden holdt Enhedslisten i slutningen af 2024 det første ekstraordinære årsmøde i partiets historie for at ændre i sine vedtægter, så man kunne slå ned på medlemmer, der støttede terror.

B.T. har forgæves forsøgt at få Helge Bo Jensen, Jeppe Milthers, Lasse Bertelsen og Christian Ivan Jacobsen til at svare på, om de fortsat støtter DFLP og mener, at Enhedslisten bør genoptage samarbejdet med organisationen.

»Enhedslistens politik er klokkeklar: Enhedslisten er imod alle former for vold, terror og brud på menneskerettighederne – det er en del af vores absolut mest centrale værdier,« lyder det fra Enhedslisten forretningsudvalgsansvarlige, Ane Pind, i en skriftlig kommentar.

»Enhedslisten ekstraordinære årsmøde har stemplet Rødt Venstre som partiskadelige, og organisationen er ikke længere en del af Enhedslisten. Alle kandidater, der stiller op for Enhedslisten står selvfølgelig inde for partiets centrale værdier – det er en forudsætning for at være kandidat for Enhedslisten,« fortsætter hun.