Fra denne onsdag er det Færdselsstyrelsen, der afvikler landets køreprøver. Ikke politiet.

Med ændringen følger også en prisstigning, da gebyret for en køreprøve bliver dyrere.

Helt præcist stiger gebyret fra 600 kroner til 1.000 kroner. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Af de 1.000 kroner skal de 200 kroner gå til »finansieringen af den nødvendige opgradering af systemunderstøttelsen og nytilrettelæggelsen af opgaverne i Færdselsstyrelsen,« lyder det.

De resterende 200 kroner går »til medfinansiering af fastholdelsen af politifolk, der i dag er beskæftigede med færdselsopgaverne i politiet.«

Tidligere var det politiet, der bedømte eleverne ved køreprøverne, men nu er det altså personale fra Færdselsstyrelsen, der sidder med i bilen.

Ændringen stod regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige bag sidste år som en del af politiforliget:

»Det har længe været et ønske både fra et bredt udsnit af Folketingets partier og kørelærerne at få samlet kørekortområdet, og jeg er glad for, at vi nu er i gang,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Køreprøverne vil planmæssigt blive afviklet fra 57 byer over hele landet. Du kan se en liste over byerne i pressemeddelelsen fra Transportministeriet lige HER.