Aarhus Universitetshospital er ramt af sygeplejerskemangel. Patienter må vente, og kirurger må trække håndbremsen.
Stig Storgaard Jakobsen er overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling. Han er ekspert i hoftekirurgi, så det er ham, der opererer dig, hvis du skal have en kunstig hofte.
I øjeblikket er han og kollegaerne nede på omkring 40 procent af, hvad de normalt kan operere. Han vurderer, at han opererer fire patienter om ugen nu mod normalt ti.
Det efterlader ham med en grundfølelse af magtesløshed og frustration, når han gang på gang må løfte telefonen og fortælle patienter, at deres operation er aflyst.
»Det er en speciel fornemmelse, når man egentlig sidder med løsningen på et problem. Jeg har kompetencerne til at lave en operation, som kan hjælpe dem rigtig meget, men i øjeblikket er rammerne bare ikke til det,« fortæller han til B.T.
Efter sygeplejerskernes ti uger lange strejke har sygeplejerskerne op til fire ugers ferie til gode, og den skal afvikles inden nytår.
Derfor mangler der i øjeblikket sygeplejersker på operationsstuen, sengeafsnittet og ambulatoriet – og derfor må kirurgerne aflyse og udskyde planlagte operationer. Særligt Stig Storgaard Jakobsens afdeling er hårdt ramt.
Torsdag kunne B.T. Aarhus fortælle, at situationen er så ekstrem, at lægerne aldrig har oplevet noget lignende.
»Det er en frustrerende situation, fordi vi bruger meget tid på at lave meget lidt,« siger Stig Storgaard Jakobsen og fortsætter:
»Det er et 'teamwork' mellem sygeplejersker og læger, når en patient skal igennem systemet, så hvis nogle er pressede, må vi andre ind og lappe hullerne og forsøge at få tingene til at hænge sammen,« forklarer han.
De føler ikke, at de kan arbejde så effektivt, som de plejer. Og Stig Storgaard Jakobsen gruer for at skulle ringe til patienter og fortælle, at deres operation er aflyst. Måske for anden eller tredje gang.
»Det er rigtig ubehageligt, og jeg genkender patienternes frustration, når vi er så pressede, at vi må prioritere hårdt.«
Han understreger, at de patienter, der har akutte, livstruende eller førlighedstruende problemer, fortsat bliver opereret, som de skal.
Alligevel er det hårdt at få en patient i røret, for de kan tydeligt høre, at det betyder noget for dem. Men de er nødt til at prioritere sagerne, og det gør de ud fra målestokken, at den endelige prognose ikke må være påvirket af, at man udskyder operationen.
»Det er ude af vores hænder, og vi kan ikke ændre på det, selvom vi gerne ville.«
Når ikke Stig Storgaard Jakobsen i øjeblikket opererer, så bruger han en del tid på forskning.
Selvom han beskriver det som »dejligt« at have tid til det i dagligdagen, så ville han alligevel ønske, at ressourcerne var der til at operere patienter på fuldt blus.
