Hun popper champagneflasker, skråler Medina-sange og laver trutmund på fanfotos. Hun poserer i blondeundertøj på luksushoteller og sprøjter flødeskum over brysterne.

Men hverdagen består også af andre slags dage. Af mørke morgener med persiennerne trukket for, hvor hun bliver liggende under dynen og krammer sin nussede og slidte pandabamse, mens ensomheden runger i maven. Hun har ingen rigtige venner. Ikke en eneste.

20-årige Lærke Bodilsen fra Aarhus lever af at være kendt. Hun har tusindvis af følgere på Instagram, og hun er lige nu aktuel i tv-serien 'Se på mig' på DR3. Hun tjener sine penge på det omdiskuterede sociale medie OnlyFans, hvor hun sælger intime undertøjsbilleder for en pris så høj, at hun ikke vil have beløbet offentliggjort.

Lærke Bodilsen har over 1000 abonnenter, der betaler 120 kroner om måneden for at følge hende på Onlyfans. Derudover tjener hun penge på at sælge VIP-billeder.
Lærke Bodilsen har over 1000 abonnenter, der betaler 120 kroner om måneden for at følge hende på Onlyfans. Derudover tjener hun penge på at sælge VIP-billeder. Foto: Privat foto: Lærke Bodilsen
Vis mere

Men det glamourøse liv som influencer kommer med en høj pris. Så høj, at hun af og til har overvejet, om hendes liv overhovedet er livet værd. Lærke Bodilsen inviterer os her ind bag facaden, ind bag de smukke, glitrende billeder, til det, hun selv beskriver som 'Lærke mod hele verden'.

»Jeg føler mig ensom næsten hver dag. Både i løbet af de stille dagtimer buret inde i min lejlighed, men også til festerne om natten, når jeg er omringet af en masse mennesker. For inderst inde ved jeg godt, at de andre kun vil mig, fordi jeg er et navn, ikke fordi de oprigtigt holder af mig,« siger hun.

Ingen af de venner og veninder, man ser i tv-programmet 'Se på mig', har Lærke Bodilsen kontakt til i dag. De er alle gledet ud af hendes liv, fordi de er blevet uvenner, eller fordi de simpelthen bare har mistet interessen.

»Jeg ved ikke, hvad det vil sige at have en rigtig ven. Folk kommer og går ind og ud af mit liv. Sådan har det altid været. De fleste holder ikke længere end to måneder. Sådan er det også med fyre, de vil kun i seng med mig for at have en god historie at fortælle til vennerne,« siger hun.

Det er også derfor, Lærke Bodilsen drikker og fester så meget, som hun gør. For når hun har promiller i blodet, fordufter ensomheden, og hun føler sig fri og vild.

I Lærke Bodilsens walk-in-closet hænger en hel bøjlestang med sponsorerede jakker. Lige klar til til en bytur.
I Lærke Bodilsens walk-in-closet hænger en hel bøjlestang med sponsorerede jakker. Lige klar til til en bytur. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Lærke Bodilsens historie starter sådan rigtigt tilbage i 2014, hvor hun som 14-årig mod sin vilje fik delt et billede af sig selv i trusser. Faktisk kan hun ikke huske så meget fra før den episode. Det er som et slags år nul i hendes livshistorie.

»Det er et af de mest delte nøgenbilleder i Danmark nogensinde. Folk lavede sågar T-shirts med det på. Jeg var i chok. Det var helt grotesk at se sin nøgne krop blive delt 100 gange om dagen uden at kunne gøre noget som helst ved det,« siger hun.

Som barn havde hun altid følt sig lidt anderledes. Hun var blevet mobbet i skolen og fandt først i en sen alder ud af, at hun havde ADHD. Men det var først, da det krænkende billede gik viralt, at alting for alvor væltede omkring hende.

Foto: Privat foto: Lærke Bodilsen
Vis mere

De venner, hun havde, mistede hun. I skolen blev hun mødt af graffiti med teksten 'Lærke Bodilsen er en luder', hun blev konstant stoppet på gaden af fremmede, og både hun og resten af hendes familie fik et hav af dødstrusler.

Det hele endte med, at Lærke Bodilsens mor sagde sit job op for at tage sig af hende. Hun blev taget ud af skolen og fik hjemmeundervisning i stedet, og så gik forældrene ellers i gang med at ringe rundt til forældrene til dem, der havde delt billedet i håb om at få det fjernet igen.

»Jeg var så knækket. Jeg kunne ingenting. Og jeg havde ingen. Selvmordstankerne fyldte hver eneste dag, og jeg tænker tit, det er utroligt, at jeg stadig er her i dag,« siger hun om den svære tid.

Et af værelserne i Lærke Bodilsens Risskov-lejlighed er indrettet som et walk-in closet. Bagvæggen er beklædt med ét stort glasskab til sko og stiletter. Og i ægte kendisstil har hendes mange store solbriller fået deres egen hylde. 
Et af værelserne i Lærke Bodilsens Risskov-lejlighed er indrettet som et walk-in closet. Bagvæggen er beklædt med ét stort glasskab til sko og stiletter. Og i ægte kendisstil har hendes mange store solbriller fået deres egen hylde.  Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Lærke Bodilsen begyndte efterfølgende at bruge de sociale medier som en slags dagbog, hvor hun fortalte åbent om de ting, hun gik igennem. Hendes mor var dengang imod det og syntes, hun skulle holde sig helt fra de sociale medier.

»Men hvorfor skal jeg ikke have lov til at have sociale medier, bare fordi en idiot har delt et billede af mig mod min vilje? Og jeg var jo alligevel allerede blevet kendt. På denne måde kunne jeg selv tage kontrol over, hvad jeg delte af mig selv,« fortæller hun.

Lærke Bodilsen kan ikke huske, hvordan det er ikke at være en offentlig person. Nogle gange ville hun foretrække, at hun ikke var kendt, men samtidig er hun glad for, at hun kan være noget for de unge, der følger hende, siger hun:

»Jeg har selv følt mig så misforstået og har virkelig manglet nogen, jeg kunne spejle mig i. Og jeg ved, hvor vigtigt det er, når man sidder der med en kniv i hånden og er klar til at skære, at man ikke føler sig alene. At man ved, der er andre derude, der har det på samme måde, og at det er okay at have det svært en gang imellem.«

Lærke Bodilsen så tv-programmet om hende 'Se på mig' i søndags sammen med sin mor og har siden fået en hel masse positiv respons fra andre unge, der føler sig inspireret af hendes ærlighed, fortæller hun.
Lærke Bodilsen så tv-programmet om hende 'Se på mig' i søndags sammen med sin mor og har siden fået en hel masse positiv respons fra andre unge, der føler sig inspireret af hendes ærlighed, fortæller hun. Foto: Privat foto: Lærke Bodilsen
Vis mere

Lærke Bodilsen har i dag et godt selvværd. Hun føler sig tilpas i sin krop og er glad for den, hun er. Hun er på mange måder kommet sig over delingen af det krænkende billede. Men hun har stadig en tung bagage med sig. Blandt andet en voldtægt, hun blev udsat for som helt ung.

Hun har svært ved at gå nogen steder alene, fordi hun får angst. Hun er bange for at blive overfaldet af nogen, der genkender hende på gaden, blive truet eller overrumplet med ‘hate’. I praksis betyder det, at hun ikke har taget offentlig transport i flere år, at hun ikke kan gå i supermarkedet for at handle ind alene, og at hun ikke kan have sin hund boende hos sig, fordi hun ikke tør gå luftetur alene. Også selvom hun altid har en peberspray og en alarmknap på sig.

Foto: Privat foto: Lærke Bodilsen
Vis mere

På trods af de omkostninger, livet som et kendt ansigt har for Lærke Bodilsen, har hun ikke lyst til at være 'almindelig'. Hun har ikke lyst til at tage en uddannelse eller få sig et normalt arbejde som andre 20-årige:

»Det er bare ikke rigtig mig. Jeg vil leve i nuet. Jeg vil fyre den af og være vild. Jeg vil gøre alt det, andre ikke tør. Man kan jo dø, hvornår det skal være, så hvorfor ikke få det maksimale ud af det?«

Men hun er meget bevidst om, at det liv, hun lever, ikke er for alle. Og selvom hun ikke fortryder at have begivet sig i kast med OnlyFans, vil hun ikke anbefale de mange unge, der følger hende, at gøre det samme. Faktisk advarer hun mod det. Både fordi det for mange er svært at tjene særligt meget på platformen, men også fordi man nemt kan komme til at overskride egne grænser for pengenes skyld.