Forestil dig landets statsminister rive 24 timer ud af sin kalender, sætte sig i bilen og tilbringe en fridag i hjembyen Aalborg.
Det sker sjældent, indrømmer Mette Frederiksen. Men hun indvilger i tanken. Og lader som om for en stund.
Mange kender formentlig det at have et vis antal timer i en bestemt by, før man igen skal videre.
Men hvad skal man så opleve? Vel at mærke hvis de udvalgte timer skal bruges i Aalborg. Hvad er værd at se, hvor skal man tage familien hen, og skal man helst være nord eller syd for Limfjorden?
Mette Frederiksen kommer med sine bud gennem sine aalborgensiske erfaringer i det tidlige liv.
»Min familie bor i Aalborg. Jeg har meget af min familie deroppe. Og så er det min barndomsby og ungdomsby. Det er også blevet til en by, som min mand og mine børn holder af. Men det er også mere end det. Det er mine rødder.«
Med udgangspunkt i rødderne er det også der, hun først vil tage hen. Til sin far, der bor i Gug, og sige hej.
Og så følger en rute, der ifølge Mette Frederiksen samler og viser byen i forskellige synsvinkler:
Med start i det centrale Aalborg, videre gennem Hasseris og ind til Vestbyen. En gåtur over Kulturbroen og videre langs fjorden på Nørresundby-siden.
Tilbage over Limfjordsbroen, hen til Nytorv og forbi Aalborg Slot – for så at slutte i det gamle kvarter ved banegården. En kombination af kultur, natur, fjorden og bylivet.
»Jeg synes, det er meget særligt, man kan gå over Jernbanebroen (hvor Kulturbroen nu er sat på og giver mulighed for at gå ved siden af skinnerne, red.). Det kunne man ikke dengang, jeg boede der. Det der miljø, den gamle spritfabrik, fjorden... Det har jeg altid godt kunnet lide.«
»Det bringer mange ungdomsminder frem. Jeg er kommet meget i DSU, da jeg boede der. Jeg er gammel svømmelærer, så jeg er kommet meget i svømmehallen i Vestbyen, men også Skansebakken i Nørresundby. Jeg kommer oprindeligt fra Grønlandskvarteret, så jeg føler, jeg har en fod i flere dele af byen. Så den gåtur er noget særligt for mig.«
Har hun familien med på sidevognen, vil hun dog vælge et andet seværdigt sted i Aalborg. Hun vil parkere bilen ved Kunsten og i samme omgang lægge en blomst på oldeforældrenes gravsted, der ligger på den anden side af gaden.
Derfra af vil hun bevæge sig gennem Mølleparken og ellers få gang i fødderne. Op ad bakkerne og ende i Skovdalen. For synets skyld. Og med andre ord:
Et sted, hvor tidligere oplevelser fra stedet ikke spiller ind.
»Du får udsigten over fjorden. Det er et sted, hvor man kan kigge ud over det hele. Vestbyen, Hasseris, fjorden. Det er et magisk sted.«
Den kvikke læser har sikkert bemærket, at Mette Frederiksen primært holder sig syd for fjorden. Helt bevidst bliver det kun til mindre ophold i Nørresundby. Det er ikke rigtigt Aalborg, hvis du spørger aalborgensere – inklusive Mette Frederiksen.
»Nørresundby er noget andet for mig, end hvad Aalborg er. Det er tæt på, på den anden side af fjorden. Men for mig er Aalborg syd for fjorden.«
Er det noget, der ligger forplantet i en aalborgenser?
»Fuldstændig. Som jeg sagde som barn: Det eneste gode ved Nørresundby, det er udsigten. Og så er det ikke helt rigtigt. Min oldemor boede i Nørresundby, så jeg er faktisk kommet der en del gennem mit liv.«
Uden for politiske gøremål hænder det sjældent, at Mette Frederiksen får gået sin rute. Dertil fylder en travl kalender, koordinering med livvagter og en telefon, der kan ringe når som helst, en del.
»Men hvis og når jeg holder ferie, så er det som regel altid i Nordjylland. Så på den måde er jeg mere i Nordjylland end nogle andre steder.«
Det var hun i sommer, hvor familien var i sommerhus i Bælum. Og det blev da også til en smuttur til Nordjyllands hovedstad. Sådan lige for at følge med i byen og tage byens udvikling til sig. Det kan hun godt lide.
»Da jeg var barn, var der stadig en masse tung industri og tilhørende forurening. Der er stadig industri, men meget mindre forurening. Og så er det blevet en by, som mange unge aktivt tager til for at læse. Der er gode boligforhold, et universitet og gode uddannelsesmuligheder.«
Nogle vil måske mene, at der bliver bygget for meget, gravet for meget, og at tingene generelt ændrer sig. Kan det hele ikke blive for meget?
»Jeg synes i hvert fald ikke, det er det. Hvis byen skal udvikle sig, så kræver det udvikling. Og jeg synes, det klæder byen.«
